Er 'Julefeber' den bedste julekalender nogensinde? Hver generation har selvfølgelig sin favorit, men sjældent har det været så underholdende at tælle dagene til jul. Og så gør det ikke noget, at historien fik lidt for meget fart på til sidst.

Jeg er 33 år. Jeg er vokset op med Pyrus og Nissebanden, og for mig vil 'Nissebanden i Grønland' altid stå som den mest magiske julekalender, da genudsendelsen i 1993 ramte i en tid, hvor jeg lige var startet i skole, julen var hvid, og jeg stadig var lidt i tvivl, om det var julemanden eller mine forældre, der lagde en gave i min nissehue om natten.

Som voksen og endnu uden børn har jeg i mange år meget naturligt fundet flere af julekalenderne en lille smule langtrukne, men ikke i år.

DR's 'Julefeber' har denne december med sin elegante blanding af humor, alvor, mystik og et nyt take på nissemytologien været et kæmpe hit, og med seertal pænt over en million har jeg formentlig ikke været alene med min begejstring.

Peter Frødin som balletmester.
Peter Frødin som balletmester. Foto: DR
Vis mere

DR og TV 2 skiftes hvert år til at præsentere en nylavet julekalender, og hvor TV 2 som bekendt altid leverer solskin og højt humør, vil DR mere gå den socialrealistiske, mørke vej.

Sammenligner man 'Julefeber' med DR's seneste to forsøg, så var 'Theo og den magiske talisman' fra 2018 på rette vej, men alligevel lidt trist med sit tema om døden og en handling frem og tilbage i et småsyret dødsrige.

I 2016 gik det helt galt med 'Den anden verden', der blev stærkt kritiseret for slet ikke at indeholde juleelementer, og hvor teenage-hovedpersonerne udførte underlige besvimelsesøvelser under vand.

På TV 2 har de to julekalendere om nissepigen Tinka været et seermæssigt kæmpe hit, og selv om de også har været hyggelige at følge med i, så når de ikke op på niveau med 'Julefeber', der som nævnt har haft den perfekte blanding af sjov og alvor og samtidig konstant haft en fremdrift i handlingen med masser af indlagte plottvist (Der kunne Tinka godt bruge flere afsnit på at komme fra A til B.).

Joachim Fjelstrup som faren – i baggrunden Martin Høgsted som farens kollega.
Joachim Fjelstrup som faren – i baggrunden Martin Høgsted som farens kollega. Foto: DR
Vis mere

Efter en måned, hvor hovedpersonen Bjørn har kæmpet med at lære at elske sig selv, fandt han i slutningen af 'Julefeber' heldigvis ro og måtte i stedet bøvle med en lidt for ivrig lillesøster.

Ligesom det var svært for Krumme at være 11 år, har det været svært for Bjørn at være en nisse med hår ud af ørerne, men han fik jo heldigvis sin Yrsa – undskyld Frede – til sidst, og som sagt kan man kun klandre 'Julefeber' for at løbe lidt for hurtigt hen mod slutningen.

For var Peter Frödin som den vanvittige balletmester ikke lidt for kvik til at overgive sig og blive venner med børnene igen? Og slap Joachim Fjellstrups far-karakter ikke ret nemt af sted med at kidnappe et barn? Jeg ved godt, der er tale om et eventyr, men det er alligevel et semirealistisk univers, hvor for eksempel kommunen truer med at komme og tvangsfjerne børnene, så her kunne manuskriptet godt have klaret et sidste gennemskriv.

Uanset hvad har 'Julefeber' været en kæmpe fornøjelse, særligt de to ovennævnte skuespillere skal have masser af ros, ligesom Selma Sol i Dali Pape som lillesøster Gro har været julens største charmetrold.

Og lad os så til sidst alle sammen skråle i kor: Du har fået juuuuuuulefeber, uh uh uh … glædelig jul!

P.S. Også lidt genialt af DR at gøre en TikTok-dans til et bærende element.

Selma Sol i Dali Pape som lillesøster Gro.
Selma Sol i Dali Pape som lillesøster Gro. Foto: DR
Vis mere