Er 'Julefeber' blevet til 'Ringenes Herre' med Bjørn som Frodo, der ikke kan give slip på sin usynlighedsring/hue? DR's juleeventyr flyver fortsat derudad, og for første gang er jeg ved at blive lidt irriteret på ellers geniale lillesøster Gro.

Her følger en anmeldelse af den tredje uge af 'Julefeber'.

Mandag 14. december: Iskold afslutning
Tre ting stak ud i ugens første afsnit: Det var sjovt, som Fredes forældre blev en afspejling af seernes opfattelse af Joachim Fjelstrups håbløst kærlige, men dårlige far, da han og lillesøster Gro akavet var med ved morgenmadsbordet.

Var det derudover ikke ret urealistisk, at lille Gro havde så nemt ved at få den brugte walkmand til at virke? Hun aner jo ikke, hvad det er, men alligevel vendte hun båndet rigtig i første forsøg.

Og så må man bare sige stakkels Bjørn. Den måde, Frede iskoldt efterlod ham i skovhytten med et 'eventyret er slut'-skilt, var lige til at sætte sig ned og tude over.

Kloge Gro.
Kloge Gro. Foto: DR
Vis mere

Tirsdag 15. december: Nu bliver det meta!
'Julefeber' kan det hele. Der er alvor, der er jokes, og der er metalag, som da Bjørn satte sin far på plads og sagde det, seerne tænker 'jeg er ikke din bro, få styr på dit liv'.

Og endnu engang. F***, hvor er Selma Dali Pape som lillesøster Gro god, da hun sidder med tårer i øjnene, mens far og Bjørn skændes.

Var det et forsøg på at skabe uhygge i en julekalender, da Gro gik på spøgelsesjagt på teatret? Det er i hvert fald en modig lille pige.

Onsdag 16. december: Nu bliver det for alvorlig mærkeligt!
Peter Frödin er et hit som vanvittig balletmester, men det bliver måske liiidt for mærkeligt, når han begynder at tale med et udstoppet egern?

Til gengæld er det spøjst, at man aldrig får slikpinden at se. Det har været et nemt job for Lars Ranthe, der lægger hæs stemme til, men han har selvfølgelig også været optaget af 'Druk'.

Og så er Vincents ankomst selvfølgelig lig med et oplagt trekantsdrama – den her julekalender går aldrig i stå, men går hele tiden nye veje. ikke dumt, ikke dumt …

Gro citerer Spiderman for Bjørn.
Gro citerer Spiderman for Bjørn. Foto: DR
Vis mere

Torsdag 17. december: Slap af, Bodil Jørgensen!
Bodil Jørgensens mormor-karakter er pludselig sur på Bjørn for ikke at gide at være en nisse. Så kunne hun da bare have været mere klar i mælet fra start i stedet for alle de dumme gåder og ordspil.

Jeg elsker den måde, Peter Frødins karakter nu er i totalt idiot-/paranoia-mode og begynder at ødelægge balletskolen med fyringer til højre og venstre, men hvorfor skal han nu også have nissetendenser?

Det er sjovt, at lillesøster Gro til sidst citerer Spiderman (Store kræfter, stort ansvar), men kender små børn det citat i dag? Ligesom med håndteringen af walkmannen har den pige ingen svagheder.

Fredag 18. december: Kom så, Bjørn!
Det er sjovt og fuldt forståeligt, da Bjørn udbryder 'det kan jeg ikke overskue', da hans alt for ivrige lillesøster pludselig også begynder at gro hår ud af ørerne. Alle er åbenbart nisser i den her julekalender.

Det er også et sjovt skifte, da Bjørn begynder i nissetræning og taler med juletræer foran uforstående Frede. Selvfølgelig er nisseshowet jo bare en voksenmetafor for at lære at elske sig selv for den, man er. Smukt!

Vincent og balletmester Frødin.
Vincent og balletmester Frødin. Foto: DR
Vis mere

Lørdag 19. december: Er han ikke lidt for naiv?
Endnu et plottwist. Nu vil Bjørns lærer på hjemmebesøg for at tjekke, om alt er godt. Det er fedt med en julekalender, der hele tiden vil fremad i handlingen (Jeg tænker på Tinkas 'vi skal lige bruge tre afsnit på ingenting-jul'.)

Men er han ikke lidt for naiv ham Vincent, da Peter Frödin fortæller ham alle sine teorier om Bjørn og Frede? Nok skal Frödin være en fin balletmester, men teenagedrenge kan vel også tænke selv?

En sidste ting: Da Bjørn gemt under sin usynlighedshue flyver over isen og ødelægger Frede og Vincents romantiske stund, er han overraskende hurtig i sine træsko. Eller giver huen også vinger?

Søndag 20. december
I ugens sidste afsnit er der ved at gå 'Ringenes Herre' i den med Bjørn, der ikke kan give slip på sin hat, mens mormor-Bodil konstant siger, det er farligt.

Nikolaj Hübbe gjorde pludselig entré som balletcensor uden at gøre det store væsen af sig, til gengæld leverede Peter Frödin igen-igen med sin nedsabling af Vincent: 'Er hun vild med dig? Jeg skal love for, at hun ikke er vild med dig. Hun er i gang med at forhekse dig', spyttede han fremragende krøltoppen i ansigtet.

Til sidst forstår jeg godt faderens irritation over lillesøster Gros nissesnak. Nu må hun lige slappe lidt af!