Løkkes sidste chance: BTs politiske redaktør - 'der er faktisk kun ét lysende talent, der falder i øjnene'

ANALYSE: Hvad enten statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde planlagt en ministerrokade i dette forår eller ej, så har han nu ikke længere noget valg.

Onsdag skal han sætte et nyt hold.

Og det er ikke nok bare at finde to nye ministre til at erstatte populære Søren Pind (V) og den temmelig upopulære Esben Lunde Larsen (V).

Venstre har ikke nødvendigvis tabt næste valg endnu. Men hvis det utrolige skal ske, og Løkke skal vinde og få en ny periode som statsminister, skal Venstre virkelig stramme alle barduner.

Der skal sættes et offensivt nyt hold, som kan fange danskernes opmærksomhed, gøre en forskel og kæmpe dag og nat for at vinde næste valg.

Det er Løkkes sidste chance for at sætte et vinderhold. Det kræver en lidt større rokade, hvor 4-5 ministre skiftes ud.

Blandt andet vil Løkke gøre klogt i at skille sig af med nogle af ministrene fra Liberal Alliance, som konsekvent ligger i bunden af popularitetsmålingerne.

Løkke har dog et problem, når han kigger rundt på folketingsgruppen i gruppeværelset. Der er faktisk kun ét lysende talent, der falder i øjnene. Det er politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen, som længe har haft potentiale til en top-ministerpost.

Derudover er det svært at få øje på talenter, der uforskyldt er blevet holdt nede i årevis. Jacob Jensen og Torsten Schack kunne godt bestyre en ministerpost, men kæmpe stemmeslugere er de ikke. Og hvem har hørt om Thomas Danielsen, Hans Andersen, Anni Mathiessen eller Peter Juel Jensen?

Mere kendte folk som Eva Kjer Hansen og Carl Holst virker som bedre muligheder, men de har selv været nødt til at forlade deres ministerposter pga. forskellige skandaler, og det er også problematisk.

Søren Gade ville være et stærkt navn, hvis ikke han var blevet så træt af det hele, at han selv har søgt eksil i Bruxelles.

Det ser meget svært ud for Løkke - det er til dels hans egen skyld, fordi han ikke har plejet sine dygtige folk - en top-kilde i Venstre vurderer, at løsningen kan være, at tage nogle folk ind udefra og dermed gøre gruppen endnu mere skuffet og frustreret, end den er i forvejen.

Søren Pinds farvel til politik er et enormt tab for Venstre. Han er intelligent, belæst og samtidig humoristisk, og han har med sin til tider aparte adfærd skabt et image, hvor han har alles interesse og kan komme i medierne bare ved at skrive et tweet eller skifte frisure. Den eneste anden minister, der suger opmærksomhed til sig i samme grad, er integrationsminister Inger Støjberg (V), og de to står på mange måder for modpolerne i Venstre.

Hvor Inger Støjberg nærmere er nationalkonservativ, EU-skeptisk og foretrækker lukkede grænser, er Søren Pind liberalist og pro-europæer og foretrækker principielt mere fri bevægelighed af arbejdskraft og ideer.

Søren Pind kunne med tiden være blevet partiets intellektuelle sjæl, lidt på samme måde som Bertel Haarder er for Venstre nu, Per Stig Møller er for de Konservative, og Mogens Lykketoft er for Socialdemokratiet.

Måske er Søren Pind den bedste udenrigsminister, vi aldrig fik. I hvert fald var det det, han drømte om.

Men først gik den post til rivalen Kristian Jensen, som Pind bekæmpede af al magt under formandsopgøret i 2014. Og som om det ikke var nok, gik den derefter til Anders Samuelsen (LA), og Søren Pind måtte forlade Justitsministeriet, som lå godt til ham, når han nu ikke kunne blive udenrigsminister. Men uddannelses- og forskningsminister passer ham ikke så godt og føltes også som en degradering.

Hvis han oven i købet vurderer, at Venstre taber næste valg, og han kan henslæbe fire år som retsordfører eller uddannelsesordfører, ville det ligne et mareridt, som var endnu værre, end hvis der slet ikke kom vand ud af bruseren hjemme i badeværelset.

Tanken om, at den nye formand ville hedde Kristian Jensen svarede til, at der heller ikke var hverken shampoo eller sæbe.

Med sit uregerlige sind har han haft et bumpet vej i Venstre. Han var lige ved at blive smidt ud af partiet, da han sammen med andre skrev de ti liberale teser i 2003. Det var tanker, som forsøgte at fastholde Anders Fogh Rasmussen på hans egne liberale tanker fra hans bog 'Fra socialstat til minimalstat' fra 1993. Anders Fogh var snarere selv gået fra minimalstat til socialstat, fra han blev formand i 1998 i kampen for at vinde valgene, og det kastede Pind ud i kulden i en årrække.

Meget interessant sagde Søren Pind selv i aftes, at hvis Venstre havde opfyldt teserne, var Liberal Alliance aldrig opstået. Han opfatter LA som Venstres højrefløj, og det kan der være noget om. Men der er også noget om Anders Foghs analyse - nemlig at hvis Venstre er for liberalt, taber man valgene, fordi befolkningen i store træk er socialdemokrater, hvad enten de selv er klar over det eller ej.

LÆS OGSÅ: Reaktionerne vælter ind: 'Løkkes regering er i opløsning'

Pind kom først til ære og værdighed, da Lars Løkke overtog statsministerposten fra Fogh, og siden har han kæmpet for Løkke dag og nat. Nogle gange har man troet, at Pind selv havde mulighed for at blive formand en dag, men det er helt udelukket.

Det er jyderne, der bestemmer, hvem der skal være formand i Venstre, og de har ikke fidus til den lidt arrogante Pind, der - selv om han er bornholmer - opfattes som københavner.

Derfor kan Søren Pind have vurderet, at han egentlig ikke kunne komme meget længere i Venstre.

Han har ifølge topkilder i Venstre overvejet at forlade politik i mindst et halvt år, altså længe før han blev tilbudt jobbet i Det Kongelige Teater. Men det kan godt have været med til at gøre udfaldet, for det er svært at blive siddende, når man nu har fortalt sin chef, at man gerne vil væk. Og så må man tage hatten af for, at han tager konsekvensen, selv om det er et tab for dansk politik.

Og en alvorlig hovedpine for Lars Løkke, der nu skal tænke meget kreativt for at forbedre sine chancer for genvalg.