Den 44-årige legende Tom Brady afslører, han fik coronavirus i kølvandet på Super Bowl-triumfen med Tampa Bay Buccaneers.
Brady vakte opsigt i fejringen af titlen, der foregik ved en bådparade i Tampa, hvor han hyggede sig gevaldigt og gav trofæet en lufttur undervejs til stor opsigt.
Nu fortæller Brady, at han blev smittet med coronavirus kort efter festen – det står dog uklart, om smitten skete direkte i forbindelse med fejringen. Kort forinden havde begge Bradys forældre kæmpet med virussen.
Brady og hele Buccaneers-holdet er et af få mandskaber, hvor alle mand er vaccineret, men Brady frygter stadig, det bliver en svær sæson i NFL, når det kommer til at holde virussen væk.

»Ja, jeg har haft coronavirus, og jeg tror, det bliver en endnu større udfordring i år. Jeg tror faktisk, det bliver en endnu større faktor i år på grund af måden, vi gør det på nu, på grund af den måde, stadion vil se ud på, hvordan rejserne bliver samt fansene,« siger Brady til lokalavisen Tampa Bay Times.
Superstjernen spår, at holdet kommer til at mangle profiler undervejs på grund af virussen. I år er restriktionerne løsnet en smule, hvilket betyder, at vaccinerede spillere må forlade spillerhotellet, når de er til udekampe, og det må også besøge familien, hvis de vil.
»Det er ikke som sidste år, selvom vi blev testet også. Jeg er sikker på, at folk kommer til at sidde ude på forskellige tidspunkter, og det må vi bare håndtere,« lyder det fra Brady.
Den nye sæson bliver skudt i gang i den kommende weekend. Her skal Tom Brady jagte sin ottende ring som den mest vindende spiller i NFLs historie.