Aftalen har været en offentlig hemmelighed i flere uger. Der var enighed om kontrakten. Pressemødet var blevet fastlagt.

Og så sprang Josh McDaniels fra i sidste øjeblik.

Natten til onsdag (dansk tid) måtte Indianapolis Colts meddele, at NFL-klubben alligevel ikke havde fundet en ny cheftræner.

»Efter at være blevet enige om kontraktens vilkår for at blive Indianapolis Colts nye cheftræner, har New England Patriots’ assistenttræner informeret os om, at han ikke bliver en del af vores hold. Selv om vi er overraskede og skuffede, vil vi øjeblikkelig genoptage vores søgen efter en ny træner og finde den rette til at lede vores team og organisation på og uden for banen,« lød det i en kortfattet meddelelse fra klubben.

Tidligere på dagen havde Colts endda meldt ud, at Josh McDaniels skulle være klubbens nye cheftræner og havde indkaldt til pressemøde onsdag. Det er nu aflyst.

Josh McDaniels bliver i stedet i jobbet som offensiv koordinator hos New England Patriots.

Ifølge ESPN skulle Patriots-ejer Robert Kraft have brugt dagene efter søndagens Super Bowl, hvor Josh McDaniels var med til at tabe til Philadelphia Eagles, på at overtale og forbedre den offensive koordinators nuværende kontrakt med holdet.

Ifølge mediet handler det dog ikke kun om penge. 41-årige Josh McDaniels skulle også have været bekymret over udsigten til at flytte sin familie fra New England til Indianapolis.

New England Patriots offensive koordinator, Josh McDaniels (tv.), sammen med holdets cheftræner, Bill Belichick.
New England Patriots offensive koordinator, Josh McDaniels (tv.), sammen med holdets cheftræner, Bill Belichick. Foto: ELSA
Vis mere

Dermed kan Patriots nu beholde en af cheftræner Bill Belichicks to vigtigste brikker på trænerteamet i den offensive koordinator. Han hedder altså fortsat Josh McDaniels.

I forvejen har holdet mistet den defensive koordinator, Matt Patricia, som efter Super Bowl har skrevet kontrakt som ny cheftræner med Detroit Lions.

Josh McDaniels skulle også stadig have drømme om at at blive cheftræner for et NFL, som han tidligere har været for Denver Broncos, men de drømme er nu udskudt på ubestemt tid.

Flere amerikanske medier spekulerer i, om kovendingen reelt betyder, at 65-årige Bill Belichick kan være på vej til at stoppe hos New England Patriots. Over for ESPN afviser kilder dog, at det skulle være tilfældet.