Nick Foles, der til daglig er quarterback hos NFL-holdet Jacksonville Jaguars, og hans kone, Tori, er blevet ramt af en tragedie.
Efter 15 ugers graviditet har parret nemlig mistet deres ufødte barn.
Det fortæller NFL-stjernens kone, Tori Foles, i et hjerteskærende opslag på Instagram.
'Som mange af jer ved, var vi omkring 15 uger henne i graviditeten med vores andet barn. Tidligt søndag morgen gik jeg, efter at have kæmpet med en form for virus, i pludselig fødsel, og jeg vidste, at noget var galt. Ikke lang tid efter fandt vi ud af, at jeg havde aborteret vores lille dreng,' skriver hun blandt andet.
'Følelserne går frem og tilbage fra fra en enorm og overvældende tristhed, forvirring og vrede, til en fast tro på, at Gud har det i sine hænder og vil bruge det positivt.'
Foles-familien er nu tilbage fra hospitalet og er nu ved at komme sig fysisk og mentalt ovenpå på nogle voldsomme dage.
Nick Foles, der skiftede til Jaguars i år, er derfor heller ikke en del af de indledende sæsonforberedelser med holdet, men er derhjemme med sin familie.
Den amerikanske stjerne har på Twitter også delt et kort opslag, hvor han takker for den støtte, familien har fået.

'Tori har skrevet et smukt og dybfølt opslag, der forklarer, hvad vi er gået igennem den sidste uge. Vi er taknemmelig for kærligheden, støtten og bønnerne.'
Den 30-årige quarterback har tidligere spillet for Philadelphia Eagles, som han var med til at føre til Super Bowl-titlen sidste år.
Her blev han udnævnt til Super Bowl MVP efter en forrygende kamp. En pris, han modtog sammen med sin kone og datter, Lily.
»Vi er Super Bowl-vindere, men tiden stopper, når man kigger i sin datters øjne og får lov til at fejre dette øjeblik,« sagde han dengang.