En million dollar.

Så mange penge gik quarterbacken Nick Foles glip af, fordi han skadet måtte forlade banen før tid, da NFL's grundspil sluttede i weekenden.

NFL-spillernes kontrakter er ofte bygget op omkring en stribe forskellige bonusser, og i Nick Foles' tilfælde skulle han i grundspillet stå for 33 procent af holdets såkaldte 'snaps', der igangsætter en angreb, for at få sin runde million - lige omkring 6,5 millioner kroner.

Da ømme forslåede ribben tvang ham af banen mod Washington Redskins, manglede han sølles fire snaps.

'Det er brutalt,' som NFL.com-reporteren Ian Rapoport skriver på Twitter.

Han redegør videre for, at pengene var inden for rækkevidde, for Philadelphia Eagles havde yderligere 10 angreb i kampen, hvilket havde været rigeligt for Nick Foles til at få sin bonus.

Han sluttede på 357 snaps af sæsonens i alt 1.092 snaps. Han manglede 361.

En anden NFL-reporter, ESPNs Adam Schefter, slår fast, at han var 'en procent fra at få en million', da Nick Foles altså nåede op på 32 procent af holdets samlede antal snaps.

'Ouch,' skriver han.

Den anden forudsætning for, at Nick Foles skulle kunne komme i betragtning til bonussen, blev opfyldt i søndagens kamp mod Washington Redskins.

Her kvalificerede Philadelphia Eagles sig nemlig til slutspillet, på alleryderste mandat.

Anført af Nick Foles. Og med den bedrift spillede quarterbacken sig til endnu et fornemt kapitel i klubbens historie.

Tidligere på året var det i høj grad på grund af en pragtpræstation af Nick Foles, at Eagles vandt Super Bowl.

Op til denne sæson blev han dog alligevel vraget til fordel for Carson Wentz, der dog blev skadet i løbet af sæsonen. Og så måtte Nick Foles igen i aktion og lave mirakler, der lige akkurat rakte til en slutspilsplads.

Men altså ikke til en bonus.

»Det er ømt, og det var uheldigt, at jeg ikke kunne fuldføre kampen, men jeg vil gerne have den trøje på én gang mere. Og forhåbentlig endnu flere gange, men vi er kun garanteret en mere. Nu skal jeg have styr på alt det, jeg bør have styr på,« sagde Nick Foles efter kampen i weekenden.