NFL-spilleren Greg Robinson er selvforskyldt havnet som midtpunkt i en kæmpe narkosag.

Han risikerer nu op til 20 års fængsel, hvis han bliver dømt skyldig.

Det skriver blandt andre NFL.com om de spektakulære scener, der udspillede sig onsdag i den sydlige del af Texas, nær USA's grænse til Mexico.

Her blev Greg Robinson, der i den seneste sæson spillede for Cleveland Browns, anholdt i en lejet bil sammen med den tidligere Indianapolis Colts- og Houston Texans-wide receiver Jaquan Bray. Også en tredje person, chaufføren, var til stede i bilen, men han er blevet løsladt. Ham vender vi tilbage til.

Greg Robinson (med nummer 78) i aktion for Cleveland Browns.
Greg Robinson (med nummer 78) i aktion for Cleveland Browns. Kirk Irwin

I bilen fandt politiet svimlende 71,21 kilo marihuana gemt væk i nogle forseglede tasker – og en glaskrukke indeholdende omkring 9.000 kroner.

Ifølge politiets oplysninger var trioen på vej fra Los Angeles til Louisiana. På et tidspunkt kom de i den vestlige del af Texas tæt på en grænsebetjent, der havde en narkohund med sig. Og den reagerede på Greg Robinsons bil.

Betjenten alarmede efterfølgende et checkpoint sydøst for El Paso, og her stod politiet så klar, da bilen kom forbi. Og nu sidder 27-årige Greg Robinson og 26-årige Jaquan Bray altså varetægtsfængslet uden mulighed for kaution.

»Vi kender til episoden, men vi har ikke yderligere kommentarer,« lyder det fra en NFL-talsmand.

Greg Robinson tjente ifølge NFL's åbne lønlister godt 38 millioner kroner i den seneste sæson. Han spillede med i 14 af Cleveland Browns 16 grundspilskampe, men havde kontraktudløb og står derfor nu uden klub.

Og så er der chaufføren, der blev løsladt. Han er ifølge politiets oplysninger en Uber-chauffør, som siden 2018 har kørt ærinder for Greg Robinson og NFL-spillerens familie og venner.

Efter anholdelsen viste chaufføren angiveligt politiet en stribe sms'er, hvoraf det fremgik, at Greg Robinson skulle have tilbudt ham penge for at sige, at marihuanaen tilhørte ham.

Han afviste. Og chaufføren skulle også have gjort klart, at han ikke var taget med, hvis han havde vidst, at der var marihuana i bilen. Han blev løsladt og er ikke sigtet af politiet.