Nu vil Antonio Brown have sine penge. Millioner af kroner.

Og det kan den skandaleramte footballspiller få succes med, selv om han blev fyret af både Oakland Raiders og New England Patriots inden for kun 11 dage.

Sådan vurderer flere liga-kilder over for Yahoo Sports.

Her lyder det, at især New England Patriots vil få svært ved at tilbageholde den signing-bonus på 61,5 millioner kroner, som Antonio Brown ifølge kontrakten skal have.

Wide receiveren blev fyret dagen inden, at første udbetaling på lidt over halvdelen af det samlede beløb skulle falde.

Problemet for New England Patriots er, at Antonio Brown reelt ikke har forbrudt sig mod én af de fire, klare regler, der kan give NFL-klubber mulighed for at tilbageholde en signing-bonus. Det handler mest om, at han han har nægtet at træne, spille eller er blevet skadet i sin fritid.

New England Patriots hev fyresedlen frem, efter at to kvinder havde stået frem og fortalt om sexovergreb og trulser fra spilleren. Klubben brugte dog Antonio Brown i en ligakamp, efter at den første sag kom frem - hvilket gør det nærmest umuligt for klubben at bruge sagerne som begrundelse for ikke at udbetale pengene. Vurderes der.

»De beholdt ham i truppen efter sagsanlægget, de brugte ham i en kamp, og de gav ham endda løn for hans arbejde. Hvis sagsanlægget var udslagsgivende, kunne Patriots have vist det ved at bryde kontrakten,« som en kilde siger til Yahoo Sports.

Antonio Brown nåede at spille én kamp for New England Patriots, og det kan blive udslagsgivende i sagen.
Antonio Brown nåede at spille én kamp for New England Patriots, og det kan blive udslagsgivende i sagen. Foto: MICHAEL REAVES
Vis mere

Antonio Brown har siden fyringen i New England Patriots meddelt, at han ikke længere vil spille i NFL.

Han skrev under med klubben, efter at han var blevet fyret i Oakland Raiders. Det skete efter en længere tumultarisk periode, hvor han eksempelvis nægtede at spille på grund af utilfredshed med sin hjelm. Han kom også i et stort skænderi med team-manageren, og han nåede aldrig at spille for holdet i denne sæson.

I forbindelse med fyringen her har Antonio Brown mistet lige omkring 205 millioner kroner.

Her er NFLs spillerorganisation nu også gået ind i sagen for at hjælpe med også at sikre de penge.