Det betragtes som den allerstørste scene, en musiker kan få lov at stå på, og er typisk tilegnet de allerstørste stjerner.
Derfor har flere da også undret sig gevaldigt over, hvorfor Taylor Swift, hvis forlovede endda spiller i NFL, og som tilmed er aktuel med et spritnyt album, ikke skal spille til Super Bowls ikoniske halftime show.

Under et besøg hos Jimmy Fallons 'The Tonight Show' italesætter Swift nu, ifølge The Independent, selv rygterne.
»Jay Z har altid været god mod mig. Vores teams er meget tætte. De ringer nogle gange og spørger: 'Hvad synes hun (Taylor Swift, red.) om Super Bowl?'. Ikke som et officielt tilbud, men mere sådan 'hvordan har hun det med det generelt?',« fortæller popstjernen ifølge The Independent.
Jay Z, som er grundlægger af pladeselskabet Roc Nation, har siden 2019 været en nøglefigur i udvælgelsen af artisterne, der får lov at indtage Super Bowl-scenen.

Swift uddyber yderligere, at hun faktisk altid har kunnet fortælle rapperen den fulde sandhed – og den har ikke noget med en konflikt med NFL at gøre, hævder hun:
»Jeg er forelsket i en fyr, der dyrker den sport (amerikansk fodbold, red.) på den bane. Det er som voldeligt skak. Det er gladiatorer uden sværd, det er farligt. Hele sæsonen er jeg optaget af, hvad den mand laver på banen,« siger Taylor Swift med henvisning til sin forlovede, Kansas City Chiefs-spiller Travis Kelce.
»Det har ikke noget med Travis at gøre – han ville elske, hvis jeg gjorde det. Jeg er bare for fokuseret (på hans spil, red.),« tilføjer popstjernen, der i sidste uge udkom med sit nye album 'The Life of A Showgirl'.
I stedet for Taylor Swift har National Football League booket Bad Bunny til at spille i Ceasars Superdome i Louisiana til februar, når Super Bowl løber af stablen.
Et valg, der har vakt politisk ramaskrig på den amerikanske højrefløj – læs mere om det HER.