Når en af verdens største sportsbegivenheder finder sted i Californien til februar, bliver det med besøg fra de såkaldte ICE-agenter.

Det afslører Donald Trumps rådgiver Corey Lewandowski, som samtidig kommer med en skarp advarsel til de illegale immigranter, som ICE-agenterne jagter.

»Der er ingen steder, hvor man kan give mennesker, der opholder sig ulovligt i dette land, et sikkert tilflugtssted. Hverken Super Bowl eller andre steder,« siger han ifølge Fox News.

Meldingen om ICE-agenter til Super Bowl kommer i kølvandet på nyheden om, at superstjernen Bad Bunny skal spille det prestigefyldte halftime-show.

Den puertoricanske rapper – med cirka 78 millioner månedlige Spotify-lyttere – har en udtalt Trump-kritiker og forkæmper for latinamerikaneres rettigheder.

Og selvom han længe har undgået at turnere i USA af frygt for, at ICE ville stå ude foran koncerterne og anholde hans fans, så skal han nu optræde til USAs vel nok mest sete koncert.

I 2025 optrådte Kendrick Lamar.
I 2025 optrådte Kendrick Lamar. Foto: Cj Gunther/EPA/Ritzau Scanpix

Spørgsmålet er, hvad ICE-agenternes tilstedeværelse kommer til at betyde for publikum.

Corey Lewandowskis advarsel fortsætter:

»Vi vil finde jer, anholde jer, placere jer i et fængsel og udvise jer. Vær klar over, at dette er en meget reel situation under denne regering, hvilket er i modsætning til, hvordan det plejede at være.«

Trump-rådgiveren har samtidig kritiseret NFL for at vælge en så polariserende, politisk kunstner som Bad Bunny, der i øvrigt kun synger på spansk.

»Det er så skammeligt, at de har valgt en person, der tilsyneladende hader Amerika så meget, til at repræsentere dem ved halftime-show,« fortsætter Lewandowski.

»Vi bør forsøge at være inkluderende, ikke ekskluderende. Der er masser af fantastiske bands og underholdningsfolk, der kunne optræde ved det show, og som ville bringe folk sammen i stedet for at splitte dem.«

Tidligere har megastjerner som Kendrick Lamar, Rihanna, The Weeknd, Shakira, Jennifer Lopez, Justin Timberlake, Lady Gaga og Coldplay optrådt ved Super Bowl, der finder sted 8. februar 2026.