Racisme-debatten, som blev antændt af en anholdelse på den sorte amerikaner George Floyd, der endte med at koste ham livet, kører på sit højeste i USA i disse dage.

Nu har debatten også ramt den amerikanske NFL-klub Washington Redskins.

For efter tirsdagens 'Black Lives Matter'-protest, hvor klubben, ligesom mange andre, postede et sort billede på Twitter under hashtagget #BlackoutTuesday, har demokraten Alexandria Ocasio-Cortez rettet kritik mod klubben.

'Vil I virkelig stå op for raceretfærdighed? Så skift navn,' skriver Alexandria Ocasio-Cortez på Twitter.

Kritikken kommer som et resultat af, at 'redskin' typisk bruges som et slang-udtryk for indfødte amerikanere og et ord, som af mange anses for at være nedsættende og racistisk.

Foruden Alexandria Ocasio-Cortez har en række andre brugere kritiseret Washington Redskins og beskyldt dem for racisme. Du kan se nogle af dem herunder.

  • Hvad med, at I starter med male jeres logo sort og ændrer jeres racistiske navn? Sådan kan I bekæmpe racisme. Se jer selv i det forbandede spejl.
  • Tak, Washington, 'racistisk udtryk', for at stå op for racisme.
  • Skift jeres navn, racister.

Det er dog ikke første gang, at NFL-klubben oplever kritik på grund af klubnavnet.

Demokraten Alexandra Ocasio-Cortez opfordrer Washington Redskins til at ændre navn.
Demokraten Alexandra Ocasio-Cortez opfordrer Washington Redskins til at ændre navn. Foto: ERIN SCOTT
Vis mere

I 2015 var der ligeledes store protester mod klubnavnet, hvor blandt andre daværende præsident Barack Obama udtalte sig og sagde, at han måske ville overveje at ændre navnet, hvis han var i Washington Redskins' sted.

USA's nuværende præsident, Donald Trump, blandede sig også i debatten i 2015, hvor han dog ikke havde samme holdning som Barack Obama.

»Ærlig talt, jeg synes ikke, at de bør ændre navnet, medmindre ejeren gerne vil,« sagde Trump dengang ifølge New York Times og tilføjede:

»Jeg kender indianere, der er meget stolte af navnet. De mener, at det er positivt.«

Det er ikke første gang, at Washington Redskins får kritik. I 2014 ville en kampagne fra Oneida Indian Nation have klubben til at udskifte deres velkendte maskot.
Det er ikke første gang, at Washington Redskins får kritik. I 2014 ville en kampagne fra Oneida Indian Nation have klubben til at udskifte deres velkendte maskot. Foto: SAUL LOEB
Vis mere

Det er dog ikke kun Washington Redskins' navn som i manges øjne er problematisk. Også klubbens logo har tidligere været heftigt kritiseret.

Det kom blandt andet til udtryk i kampagnen 'Change the Mascot', som organisationen Oneida Indian Nation igangsatte for at få Washington Redskins til at ændre klubbens logo.

Også blandt tidligere spillere har logoet fået kritik, da A. J. Francis i 2018 kaldte logoet racistisk på Instagram. Indtil videre har ingen af delene dog fået klubben til at ændre sit logo.

Racisme-debatten er igen blusset op i USA, efter en video fra Minneapolis viste den hvide betjent Derek Chauvin kvæle den sorte amerikaner George Floyd med sit knæ under en anholdelse.

Det har efterfølgende ført til en lang række protester verden over, ligesom der tirsdag blev postet en række sorte billeder på de sociale medier i protest mod systematisk diskrimination af sorte.