Den i øjeblikket mest omstridte stjerne i amerikansk fodbold, Antonio Brown, er blevet anklaget for voldtægt.

Det skriver Browns forsvarsadvokat Darren Heitner i en pressemeddelelse på Twitter.

Den nykårede New England Patriots-spiller er anklaget for seksuelle overgreb mod sin tidligere personlige træner Britney Taylor i tre tilfælde i perioden 2017 til 2018.

31-årige Antonio Brown har nægtet sig skyldig i alle anklager, oplyser Heitner.

De første to overgreb skulle ifølge Taylor været sket i juni 2017. Den tredje gang skulle være i maj 2018, skriver det amerikanske medie The New York Times.

Brown skulle ifølge anklageskriftet have mødt Taylor ved universitetet Central Michigan, hvor han hyrede Taylor som sin personlige fitnesstræner.

Ifølge anklageskriftet forsøgte Brown at voldtage Taylor to gange under træninger i juni 2017. Her skulle Brown ifølge Taylor have blottet sig og kysset hende uden hendes samtykke.

Senere samme måned skulle Brown ifølge anklageskriftet have begyndt at onanere bagved hende, mens hun så fjernsyn, og ejakuleret ud over hende.

Brown skulle derefter angiveligt have sendt tekstbeskeder, hvor han blærede sig over episoden.

Efter de to episoder skulle Taylor angiveligt have sagt op som Browns træner.

Flere måneder efter skulle Brown ifølge anklageskriftet have kontaktet Taylor for at sige undskyld, og de begyndte at arbejde sammen igen.

I maj 2018 skulle Brown have tvunget Taylor ned på en seng, skubbet hendes ansigt ned i madrassen og voldtaget hende, lyder det i anklageskriftet.

Her skulle Taylor have forsøgt at kæmpe imod og råbt "nej" og "stop", men det havde Brown nægtet.

I en pressemeddelelse, der blev sendt ud sammen med anklageskriftet, skriver Taylor:

»Det har været en utrolig svær beslutning at skulle tale ud.«

»Jeg har fundet styrken i min tro, min familie og fra andre ofre af voldtægt,« skriver hun.

Forsvarsadvokaten Heitner skriver på Twitter, at Brown vil gøre alt juridisk for at rense sit navn.

Han tilføjer i et andet tweet, at Brown vil sagsøge Taylor for anklagerne om voldtægt.

Antonio Brown har i den seneste tid været hovedperson i et bizart forløb omkring sin karriere.

For et halvt år siden blev wide receiveren sendt fra Pittsburgh Steelers til Oakland Raiders.

Men Brown nåede aldrig at være på banen for Oakland. Klubben straffede Brown med en bøde for ikke at møde op til træning på grund af en mislykket frostbehandling, der resulterede i en fodskade.

I vrede over bøden lagde Brown et billede af bøderne på Instagram. Senere lagde han også en video på YouTube, der inkluderede en privat telefonsamtale mellem ham og Raiders' cheftræner, Jon Gruden.

Derefter bad han om at blive fritstillet med øjeblikkelig virkning i et opslag på Instagram. Det ønske fik han opfyldt, og kort efter skrev han under med Super Bowl-vinderne fra den seneste sæson, New England Patriots.

/ritzau/