Tre kvindelige massører har lagt sag an mod Houston Texans' quarterback Deshaun Watson.

NFL er gået i gang med at undersøge en række anklager om seksuelle overgreb begået af quarterbacken Deshaun Watson.

Det har verdens største liga for amerikansk fodbold meddelt klubben Houston Texans, der har Watson på lønningslisten.

Torsdag blev en kvindelig massør fra Houston den tredje kvinde i denne uge, som indgav et civilt søgsmål mod NFL-stjernen.

Hun anklager ham ifølge flere medier, heriblandt ESPN, for at have tvunget hende til at udføre en seksuel handling i december sidste år. Ifølge Daily Mail tvang Deshaun Watson hende til at udføre oralsex på ham.

Tre kvinder anklager Deshaun Watson for seksuelle overgreb.
Tre kvinder anklager Deshaun Watson for seksuelle overgreb. Foto: Carmen Mandato
Vis mere

Mediet skriver også, at kvinden aldrig gav sit samtykke og 'mistede bevidstheden i nogle få minutter af bare skræk.'

To andre kvindelige massører har tidligere på ugen sagsøgt Watson, fordi han angiveligt har rørt dem med sine kønsorganer.

- NFL har informeret os om, at ligaen i dag (torsdag, red.) vil påbegynde en undersøgelse af anklagerne i de civile søgsmål mod Deshaun Watson, lyder det ifølge NFL Network i en udtalelse fra Houston Texans.

- Vi vil være i tæt kontakt med ligaen, mens undersøgelsen pågår.

Sagerne kommer i offentlighedens lys, på et tidspunkt hvor Watson er en af de mest omtalte spillere i NFL.

Den 25-årige quarterback, som i den forgangne sæson kastede for 4832 yards og 33 touchdowns, er utilfreds med sin situation i Houston Texans og vil væk fra klubben.

Texans har dog afvist at skille sig af med ham, og i øjeblikket ligner det et spørgsmål om, hvem der blinker først i den henseende.

Da første sag kom frem tirsdag, afviste Watson anklagen. Han vil rense sit navn, sagde han i et opslag på Twitter.

- Jeg har ikke set anklagen, men jeg ved dette: Jeg har aldrig behandlet en kvinde med andet end respekt. Sagsøgerens advokat hævder, at det ikke handler om penge, men før han åbnede sagen, krævede han ubegrundet et sekscifret forlig, hvilket jeg afviste.

- For mig handler det ikke om penge. Det handler om at rense mit navn, og det ser jeg frem til at gøre, skrev Watson.

Deshaun Watson blev i 2017 valgt i første runde af draften, hvor holdene vælger spillere fra de amerikanske universiteter.

Han spiller på samme hold som danske Hjalte Froholdt, som endnu ikke har fået debut for Houston Texans.

/ritzau/