Der er penge i NFL. Virkelig mange af dem.

En ny tv- og streaming-aftale er netop blevet lukket, og den betyder, at prisen for at vise amerikansk fodbold fra allerhøjeste hylde stiger med 80 procent.

Aftalen gælder fra 2023-sæsonen og vil derfra i de efterfølgende 11 sæsoner generere mere end 113 milliarder dollar, hvilket svarer til mere end 700 milliarder kroner.

Det er CBS, NBC, Fox, ESPN og Amazon, der har erhvervet sig rettighederne. Det skriver Daily Mail.

Super Bowl hiver alle kendisser.
Super Bowl hiver alle kendisser. Foto: KEVIN WINTER
Vis mere

Prisen synes at være det hele værd for tv- og streamingtjenesterne, der kan se NFL dominere på top-10 over, hvad amerikanerne helst ville se i 2020.

Syv af pladserne indtages af NFL, mens Super Bowl topper med 96 millioner amerikanske seere.

»Hvis de her udbydere ikke havde haft NFL og Super Bowl, kunne de lige så godt have hejst det hvide flag og opgive kampen over for Netflix, som ikke har sport, men en masse seere,« siger medieprofessoren Dennis Deninger til Daily Mail.

I Danmark er Superligaen den mest eftertragtede vare, og der blev i 2019 lavet en ny aftale for 2021 og tre år frem, og den var også historisk stor rent økonomisk.