De amerikanske fodboldstjerner Jalen Ramsey og Golden Tate er ikke på julekort. Langtfra.

De to NFL-stjerner er nemlig endt i en prekær situation, hvor de ikke længere bryder sig om hinanden. Og uenighederne bliver både vist frem på sociale medier og over for pressen.

Jalen Ramsey, der spiller som cornerback for Los Angeles Rams, har gennem flere år været kæreste med Golden Tates søster, Breanna.

Men det forhold sluttede kort før september, hvor parret ellers fik deres andet barn sammen.

Jalen Ramsey er siden da begyndt at dele billeder med sin nye kæreste, Monica Giavanna, der til daglig er danser i Las Vegas.

Det er Golden Tate, der er wide receiver i New York Giants, ikke specielt tilfreds med.

En Twitter-bruger havde skrevet i en kommentar til historien om, at Jalen Ramsey var skredet fra Golden Tates søster, mens hun var gravid, at hvis han var Golden Tate, ville han tale et alvorsord med Jalen Ramsey. Det svarede Golden Tate på.

'Han ved, han kommer til at se mig,' skriver den 31-årige NFL-stjerne.

Den amerikanske presse har naturligvis også samlet op på historien, hvor New York Post har spurgt ind til billedet af Jalen Ramsey med sin nye kæreste, som du kan se længere oppe i artiklen.

'Jeg er ikke glad for den mangel på respekt, han har vist min søster, og de ting, han har gjort tidligere, men jeg vil ikke gå for meget ind i det,' sagde Golden Tate til mediet torsdag.

Det har Jalen Ramsey siden reageret på, hvor han i bund og grund beder Golden Tate om at blande sig udenom.

'Vi lever i et samfund, hvor ignorante folk mener, de fortjener en forklaring på, hvad der sker i vores hverdag. Og hvorfor vi tager de beslutninger, vi gør. Vi skylder ikke svar til nogen anden end manden over os. Det lort er mere end overvurderet,' skrev Jalen Ramsey på Twitter fredag.