Amerikansk politi har udstedt er arrestordre på NFL-stjernen Odell Beckham jr.

Det sker ovenpå en hændelse i et omklædningsrum efter en college-footballkamp natten til tirsdag dansk tid.

Her spillede universiteterne Louisiana State University og Clemson finale om det amerikanske College-mesterskab i New Orleans.

Den 27-årige superstjerne var til stede ved kampen for at støtte Louisiana State University, hvor han selv var elev, og da Louisiana kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret, deltog Odell Beckham jr. i festlighederne.

Odell Beckham Jr. i omklædningsrummet mandag.
Odell Beckham Jr. i omklædningsrummet mandag. Foto: Chris Graythen
Vis mere

Mens fejringen gik i gang omklædningsrummet, var politiet til stede, og her valgte Odell Beckham jr. at klappe en mandlig betjent bagi, mens han danser rundt.

Med det samme vendte betjenten sig rundt mod Odell Beckham jr., og hele optrinnet blev filmet og delt af mediet Barstool Sports. Se videoen længere nede i artiklen.

Og det har ledt til en arrestordre på wide receiveren.

Politiet i New Orleans ønsker altså at få fat i Odell Beckham jr., som står over for en sigtelse for vold på baggrund af videoen. Sigtelsen drejer sig om, at han har udøvet ulovlig berøring på en tjenestemand i funktion, skriver Sky Sports.

Den type sigtelse betegnes som relativ simpel, og Odell Beckham jr. står ikke over for mere end en bøde på op mod 1.000 dollars og maksimalt seks måneders fængsel, hvilket dog regnes for at være usandsynligt.

Ikke desto mindre er der altså udstedt en arrestordre på Odell Beckham jr., og hans klub, Cleveland Browns, har også reageret på situationen.

»Vi er opmærksomme på hændelsen og har været i kontakt med Odell og hans repræsentanter om sagen. De samarbejder med myndighederne om at få adresseret situationen på rette vis,« siger Cleveland Browns i en pressemeddelelse.

Cleveland Browns sæson sluttede før nytår, da man på skuffende vis ikke kvalificerede sig til slutspillet, efter man var blevet spået blandt outsiderne til Super Bowl. Søndag spilles konferencefinalerne, også kendt som semifinalerne i NFL. Kansas City Chiefs møder Tennessee Titans, mens San Francisco 49ers møder Green Bay Packers. Super Bowl spilles natten til den 3. februar.