Ny videomateriale viser NFL-stjernen Richard Sherman fra den dårlige side.

Her ser man den tidligere Seattle Seahawk og San Francisco 49ers-spiller kaste hele sin krop gentagne gange ind i sin svigerfars dør, mens han kommer med truende kommentarer mod svigerfaren, og det har nu resulteret i en anholdelse.

Det skriver flere medier heriblandt den virtuelle tv-station KIMA, som var de første med klippet af NFL-cornerbacken. Se klippet nederst i artiklen.

Richard Sherman var mødt op på adressen for at komme i kontakt med sin hustru, Ashley Moss, som han har børn sammen med.

Foto: Mark J. Rebilas
Vis mere

På videooptagelser kan man se den 33-årige NFL-stjerne gå op til svigerfar Raymond Moss' veranda i Redmond lige udenfor Seattle onsdag morgen. Her forsøger den 190 centimeter høje og 90 kilo tunge cornerback at smadre døren med kroppen.

Herefter skulle han have råbt skældsord gennem døren og råbt efter familiemedlemmerne indenfor, inden han forlod matriklen.

Senere blev han anholdt af politiet på baggrund af nattens hændelser og blev blandt andet sigtet for vold i hjemmet samt for at modsætte sig anholdelse. Derudover overvejes forseelser såsom spirituskørsel og påkørsel af en person, men Sherman er endnu ikke blevet anklaget for disse lovovertrædelser.

NFL-stjernen brugte hele onsdagen bag tremmer, hvorefter han torsdag blev løsladt af en dommer, indtil retssagen finder sted i løbet af fredagen.

Richard Sherman anses for at være en af de bedste cornerbacks i NFL-historien, men er i øjeblikket klubløs.