Langt over 100 millioner så med.
Men det store publikum afspejler på ingen måde det honorar, som rapstjernen Kendrick Lamar får for nattens optræden ved Super Bowls såkaldte 'halftimeshow'.
Der ryger nemlig helt præcist nul kroner ind på kontoen, skriver Forbes.
For de kunstnere, der hvert år får lov at udfylde pausen i den gigantiske kamp, får notorisk ingen løn for at stille op.

NFL har tidligere meldt ud, at man udelukkende dækker udgifter og produktionsomkostninger.
Ved tidligere lejligheder har musikere endda selv grebet i egen lomme for at gøre hele showet ekstra ekstravagant.
Ifølge Forbes brugte The Weeknd i 2021 angiveligt lige knap 50 millioner kroner af egen lomme – som Dr. Dre også gjorde året efter.
Men Kendrick Lamar kan nok alligevel se frem til at score nogle knaster på at have været en del af arrangementet.
For det handler selvfølgelig også om opmærksomheden. Og hvad der dermed følger efter.
Sidste år var Usher det store musikalske hovednavn foran rekordhøje 129,3 millioner seere, og efterfølgende steg antallet af Spotify-streaminger af hans sange med 550 procent.
Bare sangen 'Caught up' fra 2005 eksploderede med mere end 2.000 procent.
I 2023 kunne Rihanna konstatere, at antallet af afspilninger steg med 211 procent, mens Jennifer Lopez og Shakira – der sammen optrådte i 2020 – oplevede stigninger på henholdsvis 267 procent and 187 procent på deres sange.
Kendrick Lamar menes at være god for lige over en milliard kroner.
Her kan du læse B.T.s anmeldelse af hans show.