»De skal sagsøges.«

Så kontant er meldingen fra amerikanske Dave Daubenmire i podcasten 'Pass the Salt'.

Og det er NFL, han har rettet sin vrede mod siden han tændte for fjernsynet under årets Super Bowl.

Årsagen er, at han er kristen, og han følte sig krænket over årets half-time-show med Jennifer Lopez og Shakira.

Shakira og Jennifer Lopez under årets show.
Shakira og Jennifer Lopez under årets show. Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

»Skulle det have været rated som PG (bør kun ses under 'parental guidance', red.)? Var der nogle advarsler om at ens 12-årige unge søn - hvis hormoner kun lige er kommet i gang - ville se noget, der kunne gøre ham seksuelt opstemt?« lyder det fra en utilfreds Dave Daubenmire.

Som kristen frygter han nu, at showet kan sende ham i Helvede, fortæller Daubenmire, der tidligere har været fodboldtræner.

»De fortalte mig ikke, jeg skulle se det! Det blev bare bragt ind i min stue,« siger amerikaneren, der kalder showet diskriminerende for ham, og de værdier han har i sit hjem. For selvom han 'bare kunne have slukket', går kritikken på, at der ikke var nogen form for advarsel.

På sin Facebook-profil har han også delt et blogindlæg, han har skrevet, og her understreger han, at han ikke syntes, showet var i orden. Og han fortæller, at han er vred.

Jennifer Lopez under årets half-time-show.
Jennifer Lopez under årets half-time-show. Foto: SHANNON STAPLETON
Vis mere

'NFL smed porno ud i vores hjem. De sagde ikke, hvad de gjorde. Der kom ingen advarsel på skærmen, før J. Lo startede sit strippernummer. Millioner af uskyldige børn blev krænket uden en advarsel,' skriver han blandt andet og fortsætter:

'Kunne J. Lo slippe af sted med sådan en optræden på en almindelig folkeskole? Hvad giver dem ret til at smide det skrald ind i vores hjem og krænke det hellige uden en advarsel?' skriver han videre.

I videoen på Facebook fortæller Dave Daubenmire, at han er i gang med at finde en advokat, der vil hjælpe ham med at lægge sag an, og i blogindlægget foreslår han et beløb på ti millioner dollars, svarende til knap 68 millioner danske kroner.

»Det vi så, var en optræden på en stripklub. Vil vi beskytte vores børn eller ej? Jeg tændte for at se en fodboldkamp og ikke et pornoshow. Hvorfor må de sende det ud i mit hjem, uden jeg har givet lov? Jeg tændte ikke for at se J. Lo's skridt,« lyder det fra den vrede amerikaner.

Shakira og Jennifer Lopez under årets half-time-show.
Shakira og Jennifer Lopez under årets half-time-show. Foto: SHANNON STAPLETON
Vis mere

Han er ikke den eneste, der har kritiseret showet, for flere var efterfølgende ude for at udtrykke bekymring. En del mente nemlig, at det gik imod hele #MeToo-bevægelsen. Det kan du læse mere om her.

I den anden ende af skalen var der også dem, der var helt vilde med det - blandt andet var adskillige kendisser ligefrem ekstatiske.

'J-Lo, Shakira og alle de andre optrædende var så fantastiske! Hvilket underholdende halftime show. Jeg dansede og smilede hele tiden. Det er virkelig nogle stærke, sexede kvinder både på og uden for skærmen. Elsker jer smukke, sexede, talentfulde kvinder,' skrev Lady Gaga blandt andet.

Kansas City Chiefs endte med sejren ved årets Super Bowl efter et flot comeback i fjerde quarter. De vandt 31-20 over San Francisco 49ers. Sejren var deres første Super Bowl-triumf i 50 år.