Millioner af mennesker verden over sad natten til mandag dansk tid klistret til tv-skærmen.

Mange af dem gjorde det for at se selve Super Bowl-kampen mellem Kansas City Chiefs og San Francisco 49ers. Mange andre gjorde det af en helt anden årsag – Super Bowls halftime-show.

Og det længe ventede show ser i den grad ud til at have levet op til de høje forventninger. De to superstjerner Shakira og Jennifer Lopez leverede nemlig noget af en optræden på Hard Rock Stadium i Miami, Florida.

Du kan se det vilde halftime show i videoen øverst i artiklen.

Foto: MIKE BLAKE
Vis mere

43-årige Shakira sparkede det hele i gang med nummeret 'She Wolf' efterfulgt af en perlerække af sine hit, inden 50-årige Jennifer Lopez tog over og blandt andet viste sine evner på en polestang frem, mens hun gav den gas på scenen med numre som 'Waiting for Tonight' og 'On the Floor'.

På sociale medier kunne man således også se, hvordan de to festglade superstjerner vakte vild begejstring. Flere kendisser var ligefrem ekstatiske over showet.

Eksempelvis skrev Lady Gaga på Twitter:

»J-Lo, Shakira og alle de andre optrædende var så fantastiske! Hvilket underholdende halftime show. Jeg dansede og smilede hele tiden. Det er virkelig nogle stærke, sexede kvinder både på og uden for skærmen. Elsker jer smukke, sexede, talentfulde kvinder.«

Foto: TIMOTHY A. CLARY
Vis mere

Og den amerikanske sangerinde var langtfra den eneste, der gik til tasterne.

'Yes! Halftime var GLÆDE! Yes! Shakira og J-Lo, alt var bare JA,' skrev Pink, mens den australske sanger Keith Urban ligeledes var imponeret:

'OKAY! Se, dét var en globalt Super Bowl halftime-optræden! Strålende! Vi elskede det! Tillykke, J-Lo, Shakira og hele holdet!'

Men efterfølgende var det ikke kun de to sangerinder, der tog overskrifter.

Foto: SHANNON STAPLETON
Vis mere

Undervejs havde Jennifer Lopez nemlig sin 11-årige datter Emme Maribel Müñiz på scenen, der i den grad også vidste, hvordan man skråler igennem. Det kan du læse mere om her.

Der var dog også dem, der mente, at showet ikke var passende for den yngre generation, og at det altså var lige på grænsen, når det kommer til småseksuelle referencer.

Det fik blandt andet pornohjemmesiden Pornhub til at erklære på Twitter, at de ikke havde sponsoreret showet, ligesom NBA-stjernen Giannis Antetokounmpo eksempelvis skrev, at halftime-showet 'næsten fik ham i problemer'.

Det var Kansas City Chiefs, der efter et vildt comeback i fjerde quarter kunne bryde ud i jubel under nattens Super Bowl. De vandt 31-20 over San Francisco 49ers, i hvad der var deres første Super Bowl-triumf i 50 år.