Da Dallas Cowboys-stjernen Dak Prescott talte åbent om den depression, han fik som følge af sin brors selvmord, blev det for meget for den kendte tv-vært Skip Bayless.

Bayless har i årevis været kendt for sine spidse holdninger i amerikanske medier, hvor han mest er kendt for sin rolle i tv-programmet 'Undisputed', som han deltager i med den tidligere NFL-spiller Shannon Sharpe.

Men det er ikke alle holdninger, der altid rammer skiven fra Bayless.

Det må han i hvert fald konstatere efter de seneste dages mediestorm, som han har befundet sig i.

For da Dalls Cowboys' quarterback Dak Prescott valgte at stå frem og fortælle om sin kamp med sit mentale helbred, slog Bayless hårdt tilbage i 'Undisputed'.

»Du står i spidsen for et helt hold. Og de vil alle have, at du er deres direktør og er en leder. På grund af alle de faktorer har jeg ingen sympati med, at han går ud offentlig tmed 'jeg blev deprimeret' og 'jeg havde en depression under Covid, så jeg ikke engang kunne træne'. Prøv at høre her, han er quarterback for hele USAs hold,« lød det fra Bayless.

Og så brød helvede løs for Bayless, der blev revset for sin ufølsomme holdning af en lang række af prominente sportsnavne. I så høj grad, at hans arbejdsgiver Fox Sports måtte udsende en pressemeddelelse, hvor de tog afstand fra udtalelsen.

NBA-stjernen Kevin Love er en af dem, der skyder mod Bayless.

»Skip missede pointen, at FORDI Dak er quarterback og leder af hele USAs hold, så vil hans åbenhed lede unge mænd og kvinder af alle former til at føle sig mindre alene og udtrykke sig åbent. Problemer med det mentale helbrred stjæler vores mulighed for at opnå vores fulde potentiale,« tweetede han.

Det var i programmet “In Depth with Graham Bensinger”, at Presscott åbnede op om brorens selvmord.

»Det viste mig, hvor sårbare vi er som mennesker. Jeg fik den hjælp, jeg havde brug for, og jeg var meget åben om det. Følelser kan overvælde dig, hvis du ikke gør noget ved det,« sagde han og tilføjede, at mentale problemer er en kæmpe udfordring i vores samfund især på grund af de sociale medier.

»Alle de ting kan skabe tanker i dit hoved omkring dig selv eller din situation, som ikke passer. Det er ret stort. Det er ret stort at tale. Det er ret stort at få hjælp og redde liv,« lød det.

Bayless, der menes at tjene langt over 30 millioner kroner om året som tv-vært, har forsøgt at undskylde ved at sige, han kun forholdt sig til, hvad han troede var en depression som følge af coronavirussens indtog - og ikke på grund af brorens selvmord.