Danske fans af amerikansk fodbold må efter alt at dømme vente et år på at få den bare tredje dansker i spil i den store liga, NFL.
Den danske NFL-håb Hjalte Froholdt er nemlig blevet placeret på skadeslisten af sit hold, New England Patriots, og det giver desværre sorte udsigter i forhold til spilletid i denne sæson.
Det skriver New England Patriots på sin hjemmeside.
Den 23-årige fynbo udgik af en træningskamp for sit hold natten til fredag, hvor han skadede sin højre arm og skulder.

Såfremt der havde været tale om en kortvarig skade på et par ugers varighed, ville der have været gode chancer for, at Hjalte Froholdt havde fået spilletid som en af de 53 spillere, der bliver endegyldigt udtaget til et NFL-hold.
Og Hjalte Froholdt er heldigvis blevet beholdt og ikke siet fra, som 27 andre spillere er blevet fra Patriots' mandskab. Men han er til gengæld blevet placeret for listen for skadede reserver - IR, hedder listen på engelsk, hvilket står for Injureds Reserves.
Det betyder, at Hjalte Froholdts sæson som udgangspunkt er slut, men ved at være på IR-listen er han stadig en del af holdet, hvor han må være med på holdets møder.
Froholdt blev altså ikke en del af truppen på 53 spillere, og det betyder, at skaden givet vis er mere alvorlig end som så.

NFL-holdene har lov til at tage to spillere fra IR-listen og gøre dem til en aktiv del af holdet i løbet af sæsonen. Men det må kun ske efter 8. spillerunde (der er 17 spillerunder i grundspillet, red.), og spillerens skade skal vurderes til at have holdt ham fra træningsbanen i seks uger. Spilleren skal desuden have været blandt de 53 oprindeligt udtagne spillere.
Foruden Hjalte Froholdt er yderligere tre spillere røget på New England Patrios IR-listen, heriblandt stjernen David Andrews, der ligesom danskeren spiller på den offensive linje, hvilket altså kunne have banet vejen for mere spilletid for den 23-årige dansker.
Hjalte Froholdt blev i foråret draftet til NFL som den blot anden dansker i historien efter Morten Andersen.
Hvis fynboen får spilletid, vil han slutte sig til NFL-dansker-klubben med Hall of Fameren Morten Andersen og Hans Nielsen, der som den første dansker fik spilletid i NFL, da han som kicker fik tre kampe for Chicago Bears.