Efter kun knap 10 minutter gik det galt.

»Jeg vidste med det samme, jeg blev ramt, at noget var galt,« siger Nick Foles.

Allerede i første quarter af den første kamp for Jacksonville Jaguars blev quarterbacken alvorligt skadet.

Godt nok kastede han et touchdown, men han blev samtidig ramt af Kansas City Chiefs' Chris Jones, der landede oven på Nick Foles.

Resultat: Et brækket kraveben og en pause på ubestemt tid.

»Jeg så kun to røde trøjer i mit ansigt, og jeg kan huske, at jeg ramte jorden på venstre side og hørte et knæk. Så rejste jeg mig og gik ud til sidelinjen for at blive undersøgt,« siger Nick Foles nøgternt.

Han skrev i marts en kæmpekontrakt med Jacksonville Jaguars til en værdi af 595 millioner kroner for fire år. Her skulle karrieren genstartes. I stedet venter nu en operation mandag.

Nick Foles har tidligere prøvet at brække sit kraveben, i 2014. Han mener, at det er værre denne gang.

Nick Foles fik hurtigt sin arm i en slynge.
Nick Foles fik hurtigt sin arm i en slynge. Foto: Reinhold Matay
Vis mere

»Men samtidig er jeg optimistisk i forhold til, at det vil hele hurtigere. Vi har ingen tidsplan. Vi tager bare én dag af gangen,« siger Nick Foles.

Han har i de seneste år levet en speciel tilværelse i Philadelphia Eagles. Selv om han førte Philadelphia Eagles til sejr i Super Bowl i 2018, blev der ikke ændret på hans status som backup-quarterback. Derfor valgte han at betale sig ud af kontrakten med klubben tidligere på året.

Nick Foles' tid hos Philadelphia Eagles sluttede i øvrigt også på en ubamhjertig måde. Her måtte han i sidste grundspils kamp forlade banen før tid med en skade, og det endte med at koste ham en bonus på 1 million dollars (6,5 millioner kroner), fordi han dermed lige akkurat ikke fik udløst en bonus.

Jacksonville Jaguars tabte kampen til Kansas City Chiefs med 26-40.