Corona, corona og corona.
Optakten til årets Super Bowl har nærmest handlet om alt andet end amerikansk fodbold.
For i skyggen af den voldsomme corona-pandemi løb verdens største enkeltstående sportsbegivenhed nemlig af stablen natten til mandag dansk tid.
Og inden der blev rettet fokus på det, som det hele i virkeligheden handlede om, trak covid-19 endnu en gang de største overskrifter.

For kort inden startfløjtet til den 55. udgave af den enorme begivenhed tonede den nyudnævnte præsident, Joe Biden, og hans hustru, Jill Biden, frem på skærmen med en rørende hilsen.
En hilsen, der var rettet mod de mange ansatte i landets sundhedsvæsen, som de seneste 12 måneder har kæmpet en massiv kamp mod den dødelige virus rundtomkring på landets hospitaler.
»I har udsat jer selv for fare for at holde os sikre. I og jeres familier har ageret med mod, medfølelse og venlighed. Vi kunne ikke have gjort det uden jer. Af hjertet tak,« lød det fra USA's førstedame.
Herefter overtog Joe Biden ordet og kom med en opfordring til den amerikanske befolkning:
»Vi kan alle gøre noget for at redde liv. Tag maske på, hold afstand, bliv testet, bliv vaccineret, når det er jeres rur, og mest af alt: Lad os mindes dem, vi har mistet.«
Efter parrets hilsen – og opfordring – blev der holdt ét minuts stilhed for de mere end 440.000 amerikanere, der er døde med coronavirus, samt de mange pårørende, der er blevet efterladt.
I videoen øverst kan du se Biden-parrets tale til den amerikanske befolkning.
I Super Bowl 55 mødtes Tampa Bay Buccaneers og Kansas City Chiefs. Du kan genopleve opgøret i B.T.s LIVE-blog lige HER.