Lørdag rundede Donald Trump sin 100. dag som præsident for USA. Det har fået flere eksperter og medier til at analysere hans foreløbigt korte tid som 'verdens magtfuldeste mand'.

Et af disse er amerikanske Politico, som har set på alle Donald Trumps 100 dage i Det Hvide Hus og rangeret dem ud fra journalistens eget 'subjektive objektive pointsystem'. Her bliver flere faktorer taget i betragtning. Kort sagt, så starter Trump dagen med 50 point. Og alt efter hvad der sker af positive eller negative ting bliver der trukket point fra eller lagt til. Til sidst bliver tallet divideret med 10, hvorefter man finder frem til den endelige score på mellem 1-10.

Den bedste dag for Donald Trump som præsident har foreløbigt været 28. februar. Her har han fået en score på 7,7 ud af 10 mulige.

Det var dagen, hvor han gav sin første tale for Kongressen. Begrundelsen lyder blandt andet, at han opførte sig som en 'normal' præsident. Og at hans tale var af en karakter, der kunne samle nationen. Derudover peger Politico på, at præsidenten tog sig tid til at hylde den amerikanske jægersoldat William 'Ryan' Owens, der blev dræbt i kamp i Yemen.

»Vi vil aldrig glemme Ryan,« sagde Trump til Ryans enke, der sad blandt tilhørerne. Og den liberale politiske kommentator Van Jones fra CNN havde ros til Trump:

»I det øjeblik blev han til USA's præsident. Punktum.«

Politico påpeger også, at Donald Trump helt undlod at benytte sig af sin normalt velopdaterede Twitter-konto.

I den anden ende af skalaen kommer Donald Trump helt ned på 2,4 point. 9. februar

Det var på denne dag, at den nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn for alvor sad i saksen.

Efter han dagen før havde nægtet at have drøftet USA's sanktioner mod Rusland med den russiske ambassadør, så sagde han til Washington Post, at han muligvis havde haft disse drøftelser. Drøftelserne fandt sted en måned før, at Donald Trump blev indsat, og det endte med, at Michael Flynn gik fra sin post. Det var også 9. februar, at den føderale domstol i San Francisco besluttede at opretholde den midlertidige suspendering af  Donald Trumps meget kontroversielle indrejseforbud mod borgere fra syv lande, der alle har overvejende muslimsk befolkning.

Trumps rådgiver Kellyann Conway lavede også skamløs reklame for Donald Trumps datters tøj- og accessorymærke i et interview med Fox News fra Det Hvide Hus.

»Jeg vil anbefale dig til at købe Ivankas ting. Det er et vidunderligt tøjmærke,« sagde hun under interviewet og lagde ikke skjul på, at det var gratis reklame.

Det skete efter den amerikanske tøjkæde Nordstrom fravalgte Ivanka Trumps tøj, som de tidligere havde solgt. Det endte med en officiel skrivelse fra både demokrater og republikanerne, som stillede spørgsmålstegn ved, om det var lovligt at reklamere.

Og hvis det ikke var nok for Donald Trump, så må han have fået sin kaffe galt i halsen, da Homeland Security ifølge nyhedsbureauet Reuters havde vurderet omkostningerne ved at opføre den famøse grænsemur til Mexico til at være omkring 21,6 milliarder dollars. Det var tæt på det dobbelte af det første estimat, som Trump-kampagnen havde reklameret med.

30. marts fik Donald Trump besøg af den danske statsminister. Se billeder og videoklip fra dagen ved at klikke her.

BT har talt med Anders Agner, der er redaktør for USA-mediet 'Kongressen', omkring de to dage.

»Han fik en masse ros for det moment, hvor han hyldede den dræbte soldat og enken, der var til stede,« siger Anders Agner.

Anders Agner mener, at det var første gang, at Donald Trump viste verden, at han kunne fremstå 'præsidentiel'. Det var ifølge ham et tidspunkt, hvor der ikke var meget tiltro til Donald Trumps person.

»Som ny præsident skal man træde i karakter og tage rollen på sig. Der var mange, som havde snakket om, at han havde opført sig som en, der stadig førte valgkamp. Men for en stund opførte han sig som USA's præsident.«

At 9. februar scorer lavest på Politicos liste overrasker ikke Anders Agner, men ifølge ham kunne man også have peget på dagen, hvor det blev besluttet, at Obamacare ikke blev lavet om. Den figurerer i øvrigt som nummer to på Politicos liste.

Anders Agner kalder modstanden mod indrejseforbuddet som et kæmpe nederlag for Trump. Herefter kommer han ind på den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn.

»Han var et stort problem. Og det  endte med, at han måtte gå  af som national sikkerhedsrådgiver dagen efter. Her havde han kun været i stillingen i 24. dage. Og det er jo en meget vigtig position,« slutter Anders Agner.