Donald Trump har ikke haft mange sejre i sine første 100 dage som den amerikanske præsident.

Anders Agner, der er redaktør hos USA-mediet Kongressen, vurderer, at noget nært den eneste rigtige sejr, som Trump har fået er udnævnelsen af en højesteretsdommer.

Derudover har Donald Trump ikke haft mange nævneværdige sejre.

»Det har været et stort kaos. Der har været stor ståhej, men meget få resultater. Han har prøvet at gøre en masse ting, men reelt set ikke udrettet meget. Det, der var hans største styrke som kandidat, er blevet hans største svaghed som præsident,« siger Anders Agner til BT og fortsætter:

»Som kandidat kunne han 'tæve løs' på systemet. Han kunne sige 'jeg er ikke politiker. Jeg kommer udefra og kan se på tingene med friske øjne.'«

Mediet Politico har lavet deres egen opgørelse over Trumps bedste og værste dage i Det Hvide Hus. Det kan du læse om ved at klikke her.

Problemet er imidlertid ifølge Anders Agner, at Trump nu har mødt virkeligheden. En virkelighed som formentlig ikke helt har matchet Trumps forventninger til sit embede.

»Han har tydeligvis forregnet sig. Han har troet, at man kunne lede USA, som man leder en virksomhed. Men sådan virker amerikansk politik ikke. Det sagde han selv til Reuters i går. Det er sværere, end han troede.«

USA-eksperten mener, at det kan ses, at den mangeårige forretningsmand mangler politisk erfaring. Og det reflekteres i de manglende resultater.

»De mange problemer og nederlag i de første 100 dage gør, at de næste 100 dage ikke bliver nemme for ham. Der er ikke nogen oplagte sejre lige rundt om hjørnet for Trump,« lyder vurderingen.

Han mener, at skattereformen kan blive meget svær at hive hjem, da det er et emne, som kommer til at være svært at nå til enighed om. Og det er problematisk for Trump, at han endnu ikke har fået lavet nogle store sejre.

»Han skal have det, man kalder for en stejl opadgående formkurve herfra. Det er begrænset, hvor længe hans vælgere og hans eget parti synes, det her er tilforladeligt. Der skal til at leveres nu. Ellers kan han ikke fastholde fortællingen om, at han er manden, der kan få lavet gode aftaler og få ting til at ske. Det er simpelthen ikke lykkedes endnu,« slutter Anders Agner.