Fredag er det seks år siden, at den lille britiske pige, Madeleine McCann forsvandt under en ferie med sin familie i Portugal.

Men selv om den lille pige ikke med sikkerhed er set, siden hun forsvandt den 3. maj 2007 fra det soveværelse i en ferielejlighed i Praia da Luz i Portugal, hvor hun lå og sov sammen med sine tvillingesøskende, så er hendes forældre fulde af håb for, at deres datter bliver fundet i live.

Det fortalte de i dette interview forud for seksårsdagen for 'Maddies' forsvinden.

Og de har god grund til at håbe. For sandsynligheden for, at Madeleine er i live er stor. Det vurderer tidligere kriminalinspektør med 40 års erfaring hos Københavns Politi, Jørn Moos.

Den mest sandsynlige teori om, hvad der kan være hændt den lille pige, er nemlig, at hun er blevet kidnappet til et par, der ønskede sig et barn, fortæller Jørn Moos.

- Den tror jeg ret meget på. Hvis det er en familie, der f.eks. har haft (og mistet) et barn i en tilsvarende alder, og de så er flyttet og kommet tilbage, så har de stadig et barn i den rigtige alder, fortæller han.

Dermed er han enig med den britiske topdetektiv, Ian Horrocks, der tidligere har arbejdet for Skotland Yard. Ian Horrocks har på egen hånd i privat regi efterforsket sagen, og i fjor udgav han sine konklusioner. Her vurderede han, at der er stor sandsynlighed for, at Madeleine er i live, har det godt og bor hos en familie, som har kidnappet hende, fordi familien brændende ønskede sig et barn. Ifølge Horrocks kunne Madeleine i så fald være havnet i Brasilien eller på Madeira.

Blandt de andre teorier om, hvad der kunne være sket den lille pige, er teorien om, at hun er blevet kidnappet af sigøjnere, at hun er blevet offer for en pædofiliring, eller at hendes forældre er ansvarlige for hendes forsvinden.

Jørn Moos mener ikke, at det er realistisk, at Madeleine blev kidnappet af sigøjnere. Teorien er opstået, efter flere vidner har fortalt, at de mener at have set en gruppe sigøjnere med en lille lyshåret pige i nattøj dagene efter 'Maddies' forsvinden. Men det giver ingen mening for Moos, der kalder teorien for den mest usandsynlige.

- Den synes jeg lyder langt ude. Hun ligner jo ikke et sigøjnerbarn, siger han og tilføjer, at han heller ikke tror, at en rig familie f.eks. har betalt en tilfældig gruppe sigøjnere for at kidnappe pigen, da det vil indebære en for stor risiko for at blive opdaget.

Ian Horrocks tror heller ikke, at pædofili-teorien er sandsynlig. Han mener, at de pædofile går efter ældre børn end Madeleine, der forsvandt få dage før sin fire års fødselsdag.

Den teori vil Jørn Moos dog ikke afvise.

- Hvis en pædofiliring er interesseret i børn, så tager de også ganske små børn. Det oplever man jo desværre, siger han og tilføjer, at Madeleine kan være havnet hos en enkeltstående pædofil eller i en lukket kreds, hvor man ikke deler noget ud med andre, og at det er derfor, at man ikke har set nogle spor af hende.

Endelig er der teorien om, at Madeleines forældre kan stå bag. Kate og Gerry McCann blev i begyndelsen af sagen sigtet af portugisisk politi, der mente, at de var skyldige i datterens forsvinden. Ifølge politiet havde man blandt andet fundet blodspor fra pigen i den bil, som parret brugte under ferien. Den sigtelse blev dog sidenhen frafaldet.

Topdetektiven Ian Horricks mener ikke, at det er sandsynligt, at det er forældrene, der står bag, men Jørn Moos vil dog ikke helt afskrive muligheden.

- En af de gennemgående ting i drabs- og forsvindingssager er, at de pårørende ofte har noget med det at gøre, siger han.

Ligegyldigt, hvordan sandheden lyder, så mener, Jørn Moos, at den nok skal komme frem en dag . Enten når 'Maddie' bliver ældre og selv opdager, at hun er det verdensberømte forsvundne barn, eller når de skyldige selv lækker sandheden.

- Der en sandsynlighed for, at der er nogle mennesker, der ved noget om det, der ikke kan holde det ud og en dag siger noget. Og så er der den mulighed, at enten dem, der har fået hende, eller forældrene (hvis de er impliceret, red.), står frem. Enten fordi den dårlige samvittighed, fortvivlelsen, fortrydelsen eller ønsket om tilgivelse får overtaget, så de pludselig afslører nogle vigtige ting, forklarer den tidligere kriminalinspektør.

Hvis Madeleine McCann er i live, så vil hun fylde 10 år den 12. maj.