Hvordan bliver man den bedste amerikanske præsident? Og hvordan bliver man den værste? Det nemme svar er: Gennem ord og handling, skriver Berlingskes prisvindende udenrigskorrespondent Poul Høi.

Amerikansk histories værste præsident: Andrew Johnson. Foto: MATHEW BRADY
Amerikansk histories værste præsident: Andrew Johnson. Foto: MATHEW BRADY
Vis mere

1. Andrew Johnson

Demokrat. 1865-1869

Attentatet på Abramham Lincoln var en ulykke, fordi nationen mistede Lincoln, men også en ulykke, fordi hans vicepræsident, Andrew Johnson, blev præsident. Efter sejren havde Unionen en klar mulighed for at gennemføre en omkalfatring i Syden, for Johnson var en uuddannet racist, og han accepterede Jim Crow-apartheidlove, og han kæmpede med næb og kløer mod, at sorte kunne blive amerikanske statsborgere. Lincoln vandt krigen, men Johnson tabte freden, og USA lever stadig med konsekvenserne.

2. James Buchanan

Demokratisk-republikaner. 1857-1861

Han var manden, som kunne have forhindret borgerkrigen, men ikke gjorde det, og Sydstaterne udnyttede hans svaghed. I 1860 truede flere sydstater med at trække sig ud af Unionen, og Buchanan gjorde intet. I 1861 rev syv sydstater sig løs, besatte alle forbundsforter i deres områder, og forbundssoldaterne gik enten over til dem eller blev interneret. Buchanan gjorde stadig intet og sagde til sin efterfølger: »Hvis du er lige så glad for at blive præsident, som jeg er for at forlade embedet – så er du en glad mand.«

Warren Harding (1865-1923), amerikansk præsident fra 1921-1923. (Udateret arkivfoto).
Warren Harding (1865-1923), amerikansk præsident fra 1921-1923. (Udateret arkivfoto). Foto: NF
Vis mere

3. Warren Harding

Republikaner. 1921-1923

Warren Harding har lagt navn til »Warren Harding syndromet«. Det er udtryk for, at omgivelserne ser på en persons fordelagtige udseende og derfor bedømmer personen fordelagtigt. Harding lignede en præsident, men havde slet ikke karakteren. Han spækkede sin inderkreds med pokervenner fra Ohio, og mens de spillede kort i Det Hvide Hus, udviklede hans administration sig til en af de mest korrupte i amerikansk historie, og mens han var optaget af elskerinder, fik finansmarkedet frit spil på vej mod det store krak i 1929.

4. Franklin Pierce

Demokratisk-republikaner. 1853-1857.

Pierce var alkoholiker og overbevist om sin egen ufejlbarlighed, en nordstatspolitiker, som gik ind for slaveri og støttede Sydstaterne, og han støttede en lov, der ville sprede slaveriet til de nye territorier i det vestlige USA, og han gik også ind for at erobre Cuba og gøre øen til en slaveri-stat. Han var så uligevægtig og så ineffektiv som leder, at han til dato er den eneste præsident, som har søgt genvalg, men er blevet vraget af sit eget parti. Han døde af skrumpelever og med et navn, der var et synonym for forræderi.

George W. Bush.
George W. Bush. Foto: JAMIE SQUIRE
Vis mere

5. George W. Bush

Republikaner. 2001-2009

Han arvede et USA i fred og velstand, men fordoblede statsgælden og gjorde de fattige fattigere og de rige rigere. Han brugte terrorangrebet på USA som legitim grund til at invadere Afghanistan og illegitim grund til at invadere Irak og indførte tortur. Hans regering forkludrede orkanen Katrina, som druknede 2.000 mennesker, og hans økonomiske politik førte i 2007 til finanssammenbrud og den største økonomiske nedtur i 80 år. Han er så upopulær, at hans eget parti i 2012 ikke turde lade ham tale på konventet.

Kilde: Siena Research Institute

...og her er de fem bedste