Mindre end et døgn før den formodede gerningsmand fik lokket den svenske pige Lisa Holm med ind i en lade, hvor han dræbte hende, forsøgte han angiveligt at gøre det samme mod en anden kvinde.
Det er kommet frem i Skaraborg Tingsrätt torsdag eftermiddag, hvor kvinden har afgivet forklaring mod den 35-årige litauiske gæsterarbejder.
Han mistænkes at have dræbt den 17-årige pige ved hænging i en lade den 7. juni i Blomberg, hvorefter han ifølge anklagemyndigheden kørte hendes lig ud til en nærliggende gård, hvor han gemte liget inde i et smalt garderobeskab.
Den anden kvinde mødte en mand, som hun efterfølgende har identificeret som den 35-årige tiltalte, under en løbetur gennem Blomberg, skriver Expressen.
»Jeg troede, jeg ikke ville kunne genkende ham, fordi det var svært ud fra billederne. Men jo, det er ham,« fortalte kvinden i retten med henvisning til den 35-årige mand, der undgik at kigge mod kvinden.
I stedet havde han sit blik rettet ned mod bordpladen foran sig.
Ville have hende ind i sin bil
Den kvindelig løber stødte på den 35-årige mand den 6. juni omkring klokken 19.30 om aftenen. Blot få hundrede meter fra den café, hvor Lisa Holm arbejdere.
Da kvinden løb rundt i et sving, blev hun standset af manden, der indtil da havde stået ved sin bil.
»Han vinkede til mig. Min første tanke var, at han måske var en af de litauiske mænd, vi (hende og hendes familie, red.) havde mødt, da vi tidligere på dagen havde været rundt for at kigge på siloer. Jeg tænkte, at han var en af de mænd, vi havde mødt der,« fortalte kvinden i retten, skriver Expressen, og fortsatte.
»Han spurgte om vej til Medeplana, men det var ikke et sted, der var svært at finde. Så jeg viste det bare på et kort på mobilen. Men havde sagde, at han ikke rigtigt forstod det og spurgte, om jeg ikke kunne vise det på hans kort i sin bil i stedet.«
Aftegning af den 35-årige tiltalte mand og hans forsvarsadvokat.
Foto: 10510 Johan Hallnäs/TTVis mere
Havde en dårlig fornemmelse
Det havde hun dog ikke meget lyst til. Derfor viste hun det bare endnu engang på sin mobil og løb videre.
»Han virkede lidt stresset og lidt svedig. Han lugtede meget af røg,« sagde kvinden og forklarede i retten, at hun havde på fornemmelsen, at der var noget galt med manden, der havde talt til hende på dårligt svensk.
»Jeg vidste bare, at noget ikke føltes rigtigt,« tilføjede hun.
I alt tog samtalen med den 35-årige mand omkring et minut.
»Var du bange?« sprugte den litauiske mands forsvarer, Inger Rönnbäck.
»Nej, jeg havde bare en ubehagelig fornemmelse,« svarede kvinden.
Den 35-årige mand har selv torsdag afgivet forklaring i retten. Han nægter sig skyldig, men kunne ikke forklare, hvordan politiet blandt andet havde kunnet finde blod og dna-spor fra ham på den 17-årige Lisa Holms tøj.