»Der er en enkel forklaring. Det er dig, der har dræbt Lisa Holm.«
Sådan lød det torsdag middag i Skaraborg Tingsrätt, da bistandsadvokaten til den svenske piges familie gik til angreb på den 35-årige litauiske gæstearbejder, der er tiltalt for drabet på den 17-årige pige, efter han ikke kunne forklare, hvorfor hans dna og blod var blevet fundet på hende.
De mange spørgsmål fra bistandsadvokat Tore Brandtler fik til sidst presset den tiltalte mand så meget, at tårene begyndte at løbe ned af hans kinder.
»Jeg har aldrig mødt hende. Jeg har ikke gjort det,« sagde han, mens han fandt et lommetørklæde frem for at tørre sine øjne.
»Fatter du ikke, hvor svært det er for familien ikke at vide, hvad der sket? Hvorfor kan du ikke give svaret på det, for deres skyld og for din egen,« spurgte Tore Brandtler, mens den 35-årige begyndte at rokke frem og tilbage i sin stol, skriver SVD.
»Jeg ved, hvor svært det er for familien, og jeg lider med dem. Jeg er selv far,« svarede den tiltalte mand, der blev mere og mere rød i kinderne.
Til sidst besluttede retsformanden, at en pause var nødvendig. Grædende blev den 35-årige litauiske mand ført ud af retssalen, hvor Lisa Holms far, mor og søster er til stede.
Aftegning af den 35-årige tiltalte mand og hans forsvarsadvokat.
Foto: 10510 Johan Hallnäs/TTVis mere
Håbede at presse indrømmelse ud af ham
Søndag den 7. juni forsvandt Lisa Holm, efter hun havde fået fri fra arbejde på den café, hun arbejdede på i Blomberg i Sverige. Fredagen efter blev hun fundet dræbt i et smalt garderobeskab i en gård få kilometer fra cafeen.
Siden blev den 35-årige litauisk gæstearbejder anholdt og sigtet for drabet. Onsdag gik sagen mod ham i gang.
Overfor Aftonbladet fortæller Tore Brandtler, at han havde håbet, at han med sine offensive spørgsmål kunne lokke en tilståelse ud af den 35-årige mand, som politiet har fundet sædrester af i laden, hvor Lisa Holm blev dræbt, og dna- og blod-spor af på pigens tøj.
»Det var noget, vi havde håbet på, ville ske, men ikke troet på,« siger Tore Brandtler.
Bistandsadvokaten mener, at den 35-åriges tårer kan være et tegn på, at han har dårlig samvittighed over det, som han ifølge advokaten har gjort.
»Det burde han også have efter min opfattelse,« siger han til Aftonbladet.
'Han burde lette sin samvittighed'
I retten forklarede den 35-årige til Tore Brandtlers mange hårde spørgsmål, at han selv havde en datter, som han savnede.
»Det er muligt. Men jeg synes, at det for hans datter skyld havde været bedre, hvis han fortalte, hvad der var sket. Lette sin samvittighed,« siger advokaten.
Han ved dog ikke, om sammenbruddet kan have været et spil for galleriet.
»Det er ikke sikkert, at det var et spil for galleriet, for man kan jo tro på det, man selv siger,« forklarer han.
Efter pausen fortsætter afhøringen af den 35-årige litauiske mand, der hele sagen igennem har nægtet sig skyldig i drabet på 17-årige Lisa Holm.