»Det er ikke svært at forestille sig den magtesløshed, hun har følt, da hun blev ført ind i det rum.«

Sådan lyder det fra anklager Lars-Göran Wennerholm, da han torsdag eftermiddag i Skaraborgs Tingsrätt kommer med sine afsluttende bemærkninger i sagen om drabet på den 17-årige svenske pige Lisa Holm i en lade i Blomberg.

Af sammen grund er det for anklageren ikke svært at komme med sit bud på, hvilken straf den 35-årige litauiske gæstearbejder, der sidder tiltalt for drabet, skal have.

»Der findes ikke nogen grund til ikke at idømme ham den strengeste straf, han kan idømmes, fængsel på livstid,« siger han ifølge Aftonbladet.

Læs også: Så datterens formodede drabsmand i øjnene: 'Hvordan endte hans fingre inde i min datters bukser?'

Når eller hvis den 35-årige mand engang har aftjent sin straf, mener anklageren, at han skal udvises af Sverige for bestandigt.

Den 17-årige Lisa Holm blev dræbt den 7. juni, kort efter hun havde fået fri fra arbejde fra den café, hun arbejdede på i Blomberg. Fem dage senere blev hendes lig fundet gemt væk i et smalt garderobeskab i et arbejdsskur ved en nærliggende gård.

Siden har den 35-årige mand siddet varetægtsfængslet i sagen.

Læs også: Tiltaltes sæd fundet i lade, hvor Lisa Holm blev dræbt: 'Jeg har aldrig mødt hende'

I den lade, hvor Lisa Holm blev dræbt ved hængning, har politiet fundet flere dna-spor, der tilhører den tiltalte. Blandt andet er der fundet sæd på gulvet, blod på hendes tøj, dna-spor på hendes undertøj og dna-spor på det reb, der blev brugt til at tage livet fra den unge pige.

Obduktionen af hende viste, at hun ikke var blevet seksuelt misbrugt - på trods af fundet af sæden i laden.

Anklager Lars-Göran Wennerholm mener dog, at der findes en anden forklaring på fundet af sæden.

»Det var ikke en voldtægt, som gik galt. Han har overmandet hende, hængt hende, tapet hendes mund til og ved dette har han fået en tilfredsstillelse,« siger han i retten ifølge Aftonbladet og fortsætter:

»Jeg vil vove at påstå, at det hele tiden har været hans mål at dræbe sit offer. Han vidste, at Lisa kunne udpege ham som gerningsmanden.«

Læs også: Advokat fik formodet drabsmand til at bryde sammen: 'Det var dig, der dræbte Lisa Holm'

Den 35-årige mand har hele retssagen igennem nægtet sig skyldig. Han er dog ikke kommet med en forklaring på, hvordan hans dna og spor kan være havnet på pigen, som han hævder aldrig at have mødt, set eller talt med.

Heller ikke Lisa Holms families bistandsadvokat, Tore Brandtler, mener, der kan være tvivl om, at det er den tiltalte, der begik drabet.

»Han siger, han aldrig har mødt eller set hende. Men det er jo en fortrængningsmekanisme, ikke en forklaring. Det er en ussel forklaring,« siger han.

Senere torsdag fremlægger hans forsvarsadvokat også hendes afsluttende bemærkninger.

Bt.dk følger sagen.

Læs også: Total forvirring i Lisa Holm-sagen: Kan ikke finde hoved og hale i konens forklaring

Andre læser også