I sidste uge offentliggjorde den amerikanske tennisstjerne, Serena Williams, at hun er gravid med sit første barn. Og i en meget sød hilsen til den lille ny, afslører den 35-årige spiller også, at hun ikke har i sinde at lægge ketcheren på hylden endnu.

'Min kæreste baby'. Sådan indleder Serena Williams en hilsen til den baby, der lige nu ligger i hendes mave.

'Du gav mig en styrke, jeg ikke vidste, jeg havde. Du har lært mig den oprigtige mening med sindsro og fred. Jeg kan ikke vente med at møde dig,' lyder de søde ord. Det var stjernen selv, der offentliggjorde sin graviditet ved at dele et bikini-billede med ordene '20 uger'. 35-årige Williams er forlovet med 33-årige Alexis Ohanian, som er medstifter af internetforummet Reddit.

De har været sammen i halvandet års tid, og de har været forlovede siden december sidste år. Det er parrets første barn, Serena Williams venter, og efter graviditeten blev offentliggjort, fortalte den danske tennisekspert Peter Bastiansen til BT, at han ikke tror på, at Serena Williams vender tilbage på tennisbanen.

»Hun fylder 36 år og har fået et lille barn, og skal rejse rundt på WTA-turen i den alder - det kræver meget. Hun er jo et ordentligt lokum, som kræver rigtig meget træning, for så snart hun ikke træner, bliver hun ekstremt tung og kan næsten ikke flytte sig,« lød det fra Peter Bastiansen, der tilføjede:

»Jeg tror ikke, hun kommer tilbage. Hun er den bedste kvindelige tennisspiller, der har været. Så det er da pokkers ærgerligt.«

Og det ser ud til at han tager fejl, og at verden alligevel kommer til at se mere til Serena Williams, når hun har født.

'Jeg kan ikke vente, til du skal være med på tribunen næste år,' skriver den 35-årige stjerne nemlig videre i sit Instagram opslag, hvor hun slutter med ordene:

'Men vigtigst af alt, er jeg så glad for at kunne dele at være nummer et i verden med dig...igen i dag. På Alex Ohanians fødselsdag. Fra verdens ældste nummer ét til verdens yngste nummer ét - din mor'.

Serena Williams' baby har de seneste dage været genstand for stor opmærksomhed. Det skete efter, at den 70-årige rumænske tennislegende Ilie Nastase på en pressekonference kom med en kommentar, der af flere - herunder Serena Williams selv - blev opfattet som værende racistisk.

»Lad os se, hvilken farve barnet får. Chokolade med mælk?« lød det fra Ilie Nastase. En kommentar, Serena Williams siden svarede igen på på både Facebook og Instagram.

»Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen, vi er nået så langt i verden, og alligevel har vi så langt igen. Ja, vi har brudt mange barrierer, alligevel er der mange flere igen. Hverken dette eller noget andet vil stoppe mig i at øse ud af kærlighed, lys og positivitet i alt jeg gør. Jeg vil fortsætte med at gå forrest og stå op for det, der er det rigtige,« skrev hun blandt andet i sit opslag.