Sønderjyske ser ud til at have fundet manden, som skal afløse Jakob Michelsen. Meget, rigtig meget, tyder på, at sportschef Hans Jørgen Haysen igen tager turen til 1. division for at finde sin nye cheftræner.

Fredag fortalte Haysen til BT, at det har været beundringsværdigt, hvad Christian Lønstrup har fået ud af få midler i Helsingør, og nu bekræfter træneren selv, at han er tæt på jobbet.

»Ja, jeg kan godt bekræfte, at jeg er i dialog med Sønderjyske. Jeg har en ærlig dialog med Helsingør om, at jeg kan søge nogle nye og større udfordringer, og nu er vi nået derhen, hvor jeg kan fornemme, at det her godt kan blive til noget,« siger Christian Lønstrup til bt.dk.

»Jeg har haft flere samtaler med Hans Jørgen Haysen, og det har været ret spændende, men jeg har svært ved at vurdere, hvor tæt jeg er på jobbet. Vores dialog er god,« tilføjer han.

Dialogen er egentlig så god, at man taler om kontraktlængde, og et muligt kommende samarbejde skal gerne falde på plads snart. Et nyt møde er aftalt allerede i næste uge.

Helsingør FC's træner, den tidligere FCK-profil, Christian Lønstrup (th.), bekræfter, at han er i forhandlinger med Sønderjyske. Til venstre ses sønderjydernes sportschef Hans Jørgen Haysen
Helsingør FC's træner, den tidligere FCK-profil, Christian Lønstrup (th.), bekræfter, at han er i forhandlinger med Sønderjyske. Til venstre ses sønderjydernes sportschef Hans Jørgen Haysen
Vis mere

»Hans Jørgen Haysen og jeg er enige om, at et år er for kort tid, tre år er for meget, så to år er meget passende. Jeg kigger meget på, at jeg gerne vil have tid til at arbejde med tingene, og hvis det viser, at jeg gør det godt nok, kan vi jo altid tale om en forlængelse, så det passer mig fint, hvis jeg i første omgang får to år til at sætte mit præg på tingene,« siger han og fortsætter:

»Jeg vil gerne have en hurtig afklaring. Det er klart, at hvis jeg skal videre, skal min nuværende klub også videre og have god tid til at finde min afløser. Det har jeg også nævnt for Sønderjyske,« forklarer Christian Lønstrup.

Han har over seks år, med en kort afstikker til AB, fungeret som først assistent og de seneste tre år som cheftræner i Helsingør. Med stor succes.

Sidste sæson rykkede klubben op i 1. division, og efteråret sluttede på en fornem syvendeplads. Alt sammen udført med mange af de samme ting, som Sønderjyske søger. Bare i noget mindre skala.

»Du kan godt drage nogle parralleller til, hvor de to klubber er i systemet. Vi er en af de klubber i 1. division med det laveste budget, og jeg er god til at få meget ud af mindre. De to klubber har mange af de samme værdier med stort fokus på hårdt arbejde og ydmyghed. Det ved jeg godt, at mange andre klubber også har, men i de to klubber er det meget udtalt. Og i de klubber får man virkelig lov til at have fingrene ned i mange ting og få stor indflydelse. Det kan jeg godt lide,« bedyrer den tidligere Cagliari- og FC København-spiller, som ikke vil være en slagen mand, hvis forhandlingerne med Sønderjyske løber ud i sandet.

»Jeg har da store ambitioner og den holdning, at jeg gerne vil prøve mig selv af med et fuldtidssetup, men det er ikke, fordi jeg ønsker at stikke af fra Helsingør. Jeg er et sted, hvor jeg har fingrene med i mange ting, og vi har gang i noget spændende. Men jeg har også hørt, at Sønderjyske er et spændende sted, så vi må se, om jeg er klogere på det hele i næste uge.«

I Helsingør er direktør Janus Kyhl så småt gået i gang med at finde afløseren for 45-årige Christian Lønstrup.

»Som det hele er lige nu, sidder vi lidt på bagsædet og følger bare med. Vi har en eksisterende træner i Christian Lønstrup, som vi er vanvittigt glade for, og så længe vi har det, skal vi ikke være dem, der styrer slagets gang. Men jeg kan da også mærke, at han er blevet meget attraktiv. Og jeg har fundet min liste frem med mulige nye træner,« siger direktøren i Helsingør.

Klubben har ansat Christian Lønstrup på funktionærvilkår, og det betyder, at han har tre måneders opsigelse i Helsingør. Lønstrup ville derfor kunne begynde på et job i Sønderjyske pr. 1. april, medmindre klubberne finder ud af en aftale, der løsner Lønstrup fra sin kontrakt i det nordsjællandske.

»Så langt kan jeg ikke spekulere. Det må vi se på, hvis det bliver aktuelt,« svarer Janus Kyhl.

Det gør det, som tingene er lige nu.