Det er ikke mere end to døgn siden, at Sønderjyske sagde farvel til cheftræner Jakob Michelsen, som skal overtage styringen af Allsvenskan-holdet Hammarby, men allerede nu er arbejdet med at finde afløseren ret fremskredent.

Så langt, at BT nu kan løfte sløret for, at de øverste topkandidater har takket pænt nej til at komme til et decideret jobinterview.

Det bliver således hverken bookmaker-favoritterne Henrik Pedersen, tidligere HB Køge-træner og nuværende assistent i 2. Bundeliga-klubben Union Berlin, eller den fyrede Malmö-træner Allan Kuhn, som skal overtage tøjlerne hos sidste sæsons sølvvindere.

Hans Jørgen Haysen, Sønderjyskes sportschef, forklarer, at han arbejder med en topliste på tre, fire kandidater ud af en bruttoliste på 40 navne, og han bekræfter, at både Kuhn og Pedersen er på listen. Det samme gør han med bookmakernes tredjestørste favorit, nuværende 1. divisionstræner i Helsingør Christian Lønstrup.

»Jeg kommer ikke til at sige noget om eventuelt fortrolige samtaler, der har været med nogen, og jeg kan ikke sige med Henrik Pedersen, at jeg overhovedet har haft nogen samtaler med ham. Men ellers vil jeg ikke kommentere på nogen navne, for det er noget, vi skal i gang med nu.«

Jeg har hørt, at Allan Kuhn har været en del af de samtaler, hvad er din kommentar til det?

»Ikke andet end at jeg ikke gider hænge nogen ud om fortrolige samtaler. Allan er fri på markedet og har gjort det godt de steder, han har været. Han er selvfølgelig på vores liste, men jeg vil ikke sige, om han er en af de øverste eller nederste, eller om han også synes, det kunne være interessant. Det må forblive i det hemmelige, indtil der er en afklaring om vores nye træner.«

På rygteplanplan er Christian Lønstrup den tredjeøverste kandidat. Hvordan ser du på ham?

»Han er en, som stille og roligt og på en faglig måde, har fået et hold til at vokse. Det er beundringsværdigt, at et hold fra 2. division, som nærmest ikke havde noget budget og var på amatørbasis, nu ligger i midten af 1. division, hvor de både kan blive et tophold eller bundhold, så han har selvfølgelig gjort et rigtig stort stykke arbejde. Det er flot, og det lægger man selvfølgelig mærke til.«

Er han blandt kandidaterne?

»Han er en blandt de 40.«

Ligesom Henrik Pedersen og Allan Kuhn?

»Ja.«

Er Christian Lønstrup også blandt de tre, fire på din topliste?

»Det får du mig ikke til at sige,« lyder det fra Hans Jørgen Haysen, som til gengæld gerne vil tale om, hvordan Sønderjyskes succes på banen har fået betydning for, hvem der tilbyder sig til det job, der bliver ledigt, når Jakob Michelsen endeligt siger farvel efter de to sidste kampe i efteråret.

»Der er ingen tvivl om, at jeg får rigtig, rigtig mange henvendelser fra trænere, også fra højt profilerede trænere, som man måske ikke for fire, fem år siden tænkte ville komme til Haderslev, men det er en cadeau til hele klubben, at vi er kommet på landkortet. Vi har skabt et fundament, der er svært at vælte, og når man har det, kan man få tårnet bygget endnu højere. Så det er helt klart, at jeg kan mærke det på interessen, men det handler om at finde den træner, som har samme værdier som os,« siger Hans Jørgen Haysen, der trods henvendelser fra store navne er klar til at overraske igen, som han gjorde det med Jakob Michelsen.

»Det kommer an på, hvor træneren er i forhold til os som klub. Det kan sagtens ske. Hvis vi synes, at han er den bedste træner i forhold til, hvor vi er, kan vi sagtens gøre det igen. Vi kigger på faglighed, menneskelige egenskaber og værdier.«