FC Midtjyllands direktør Claus Steinlein afviser, at det var uvenskab mellem ham selv og Glen Riddersholm, som fik guldtræneren til at sige op.

Efter Glen Riddershold torsdag aften sprængte en regulær fodbold-bombe og forlod jobbet som cheftræner i FC Midtjylland har spørgsmålet om årsagen til den uventede opsigelse været altoverskyggende.

BT har siden torsdag talt med mange kilder tæt på FC Midtjylland, og i en klumme afslører BTs fodboldredaktør, Morten Crone Sejersbøl, at det var uvenskab mellem Glen Riddersholm og direktør Claus Steinlein, som fik træneren til at forlade sit job.

Den udlægning af årsagen kan Claus Steinlein dog ikke genkende, da BT forelægger ham oplysningerne.

»Nej, altså vi (Riddershold og Steinlein, red.) har arbejdet sammen i mere end 10 år. Og det har jeg som udgangspunkt ingen kommentarer til,« siger Claus Steinlein, men fortsætter alligevel:

»Vi har da haft vores diskussioner, og vi er begge to markante i vores holdninger. Det er klart, at vi på 12 år har haft nogle snakke engang imellem.«

Så det er ikke billedet af årsagen, som du kan genkende?

»Nej, det er det ikke. Jeg har været supertilfred med Glen, og den udvikling han har taget som træner.«

Hvordan har du det så med, at han har taget sin afsked?

»Det er jeg selvfølgelig rigtig træt af, fordi han har gjort det godt for FC Midtjylland. Men omvendt har han taget den beslutning og brugt sommerferien på at synes, at der er flere ulemper end fordele, så må vi jo bare tage det til indtægt og komme videre. Sådan er fodbold. Det har vi prøvet før, og det kommer vi nok til at prøve igen.«

Men du afviser fuldstændig, at du og Glen Riddershold skulle have været på kant med hinanden, og at det skulle være årsag til, at han har valgt at gå?

»Ja.«

BT har også forelagt oplysningerne for Glen Riddersholm. Men den tidligere træner ønsker ikke at tilføje mere om sin afsked med FC Midtjylland.