Brøndby er ved at røre på sig på de sidste dage af transfervinduet.

Som Evian onsdag aften bekræftede over for BT, er Brøndby i dialog om venstre backen Jesper Juelsgård, men her stopper søgningen efter flere forstærkninger ikke.

BT kan nu fortælle, at sportsdirektør Troels Bech har den israelske offensivspiller Gai Assulin i sigtekornet.

Gai Assulin er en 24-årig israelsk midtbanespiller med kvaliteter i offensiven, og i øjeblikket er han på kontrakt i den spanske klub Mallorca, som ligger i den spanske andendivision.

Israeleren har en enkelt optræden for sit landshold, og den kom i 2008, da Gai Assulin spillede for Barcelonas B-hold. I 2009 blev han rykket op i førsteholdstruppen, men debuten kom aldrig, selv om han samme år blev udtaget til en Champions League-kamp mod Dynamo Kiev.

Gai Assulin rykkede efter en sæson i Barcelonas førsteholdstrup videre til Manchester City, men her udeblev succesen ligeså, så efter to sæsoner skiftede han tilbage til Spanien. Trods ophold i flere mindre spanske klubber er gennembrudet dog aldrig kommet.

Siden sidste sommer har Gai Assulin befundet sig hos Mallorca, som kun har givet ham spilletid i seks kampe - alle som indskifter. Hans kontrakt med Mallorca udløber næste sommer.

Det er endnu ikke lykkedes at indhente en kommentar fra Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech.