Man går ikke fra at være ryger til at være eks-ryger natten over.

Det tager tid, og der er faktisk 7 typiske faser, som alle, der ønsker at gennemføre et rygestop, skal igennem. Det er en god hjælp at kende de 7 faser for at kunne overskue hele rygestopforløbet. Læs om faserne her.

Fase 1: Stoppe med at ryge - hvorfor det?

I den første fase er du slet ikke begyndt at overveje et rygestop. Hvorfor i al verden skulle du stoppe med at ryge? Du ser ikke rygning som et problem og har intet ønske om at holde op. Du bortforklarer hurtigt alle negative konsekvenser ved rygning og er ekspert i at argumentere for fordelene: Smøger er jo gode mod stress, og man tager jo på i vægt af at holde op med at ryge. Så hvorfor overhovedet stoppe?

Fase 2: Skal - skal ikke

Fase to er den såkaldte overvejelsesfase. Du overvejer fordele og ulemper ved et rygestop og erkender i nogen grad også konsekvenserne af at ryge. Du har en ambivalent følelse ved det at være ryger, og hvis får du gode råd om rygestop fra venner og bekendte, vil du meget hurtigt afvise dem.

Det er ikke sikkert, at alle rygere i dette stadie vil forsøge at holde op med at ryge. Nogle vil være så splittede mellem fordele og ulemper, at de bliver fanget i deres egen ubeslutsomhed. Men overvejelsesfasen kan omvendt også være med til at øge opmærksomheden på rygning og de muligheder der er for at få hjælp til et rygestop.

Her er 5 gode råd til at kvitte smøgerne

​Fase 3: Nu er du klar

Nu er du klar til at opstarte dit rygestop. I denne fase vil du forberede rygestoppet og være handlingsorienteret. Du er nu klar til at høre på andres gode råd, og måske sætter du en dato for rygestoppet og sørger for at finde ud af hvilken hjælp, du har behov for.

Handlingsstadiet starter den dag, du holder op med at ryge og slutter først, når dit røgfrie liv er blevet naturligt for dig. I handlingsstadiet vil du være meget modtagelig for konkret hjælp for eksempel til at håndtere abstinenser, brug af rygestopmidler samt motions- og kosttips.

Fase 4: En enkelt cigaret skader vel ikke...

Hvis du har været røgfri nogle uger, så befinder du dig i fase fire. Du er principielt set eks-ryger og har en del erfaring med at håndtere din rygetrang. Der går heldigvis længere og længere tid mellem situationer, hvor du føler dig meget fristet. Men det er netop derfor, du stadig bør være på vagt, for det går ofte galt i denne fase. Mange glemmer simpelthen de dårlige ting ved at ryge og husker kun de gode. I denne fase vil du derfor ofte blive ramt af lysten til at festryge eller bare lige smage en enkelt cigaret.  Du skal derfor stadig gøre en indsats for at holde fast i dit rygestop.

Fase 5: Jeg faldt i

Tilbagefald er en helt almindelig del af et rygestop. De fleste skal igennem 3-8 forsøg, før det lykkes dem at holde op med at ryge. Er du faldet i, vil du vende tilbage til overvejelsesfasen (punkt 2), hvor du igen vil være ambivalent omkring et nyt rygestopforsøg. Måske har du helt mistet modet til et nyt rygestop, men det er netop al din erfaring fra tidligere rygestop, der kan hjælpe dig til at lykkes næste gang.

Så selvom du kan blive overmandet af magtesløshed, så se det på den lyse side: Du kender nu dine svage punkter meget bedre, og ved hvor du skal stå fast næste gang. Så tilbage til punkt 2 og op på hesten igen.

Fase 6:  Næsten i mål

Du har nået fase seks, når du ikke længere er i tvivl om fordelene ved dit rygestop. Du har ændret din adfærd, og takler alle situationer, både situationer når du har det følelsesmæssigt svært eller situationer i sociale lag - for eksempel fester, uden problemer.

Fase 7: Tillykke!

I fase syv er livet uden røg blevet en naturlighed. Men husk til evig tid at holde dig fra festrygeriet. Har man én gang været ryger, er der 90 procents risiko for at falde i, hvis man festryger og så er det tilbage til punkt 2 - overvejelsesfasen igen.

Her er 5 gode råd til at kvitte smøgerne