Sådan så det ud sidste gang, da prins Henrik i februar - få dage efter terrorangrebet i København - åbnede for konge-snakken.
Det ældste medlem af kongefamilien gør sig endnu engang til hoffets største hovedpine. I den franske avis Le Figaro holder prins Henrik en dundertale om kongegemal-titlen, som han - stadig - mener, han har krav på i dag. Udtalelserne skader både ham selv og kongehuset, mener kongehusekspert.
Prins Henrik er tidligere blevet beskyldt for at påføre det danske kongehus ridser i lakken med sine udtalelser om, at han gerne vil være konge, og nu åbner prins Henrik atter en ladeport for kritik med sine udtalelser i den franske avis Le Figaro 12. oktober.
Her betror prins Henrik tv-værten og journalisten Stéphane Bern, at han fortsat er ked af sin placering i den danske kongefamilie. Faktisk er han decideret »vred« over, at han ikke bliver tituleret »kongegemal«.
I dag er udtalelserne nået til Danmark, hvor de uden tvivl skaber hovedpine hos hoffet, mener historiker og kongehusspecialist Lars Hovbakke Sørensen.
»Det er i hvert fald et irritationsmoment for hoffet, kongehuset og for Dronningen. Det skaber en uønsket debat om kongehuset, som ikke er udelukkende positiv, og det er problemet, hver gang han gør det. Mange i Danmark har svært ved at forstå, hvorfor han bliver ved med at komme med de her udtalelser,« siger Lars Hovbakke Sørensen.
Han undrer sig også over prinsgemalens udtalelser.
»Det lyder som en gentagelse af det, han har sagt flere gange før, netop at han vil være kongegemal. Han må åbenbart have en helt anderledes opfattelse af sin rolle, end hvad traditionen egentlig tilsiger heroppe. Det må ligge ham virkelig meget på sinde,« siger Hovbakke Sørensen og uddyber:
»Det er ret specielt, at han bliver ved med at tale om det, fordi det faktisk er sådan, at vi i Danmark følger den nordeuropæiske tradition, hvor man bruger titlen prins og pringsgemal om den, der er gift med den regerende dronning. Det har nu engang altid været sådan, at når man giftede sig ind i det danske kongehus, uanset om man er mand eller kvinde, så måtte man underlægge sig de traditioner, der nu engang var. Man går jo ind i det med åbne øjne, så derfor kan det kan det undre, at han bliver ved med at komme med de her udtalelser,« siger Lars Hovbakke Sørensen.
Den 81-årige prinsgemal bliver ofte portrætteret som kongefamiliens utæmmelige medlem, der agerer mere efter egen lyst og holdninger end efter forventninger og etikette. Derfor har hoffet også svært ved at styre, hvad der kommer ud, når prinsgemalen åbner for sluserne.
»Hoffet kan jo ikke bestemme, hvad de enkelte medlemmer af kongehuset skal mene og udtale sig om, så der er grænser for, hvad man kan gøre ved det. Men samlet set er det noget, der skader kongehuset. Det har vi set gang på gang i de meningsmålinger, som laves i kølvandet på hans udtalelser.«
Selvom der nok er blevet grinet og gjort nar af prins Henrik gennem årene, så har han ifølge brandingeksperter formået at blive kult for sin evne til at gå enegang, men historien viser også, at prinsens kritik af Danmark oftest giver bagslag.
»Hver gang han er ved at blive mere populær, og danskerne begynder at synes, at han er interessant person, fordi han gør nogle ting, som vi ikke forventer, så kommer de her udmeldinger. Alle meningsmålinger viser, at det er noget, der giver bagslag for ham,« siger Lars Hovbakke Sørensen.
I interviewet i Le Figaro og også tidligere har prins Henrik ofte henvist til, at der i Danmark er ligestilling mellem kønnene, men i bund og grund er udtalelserne et udtryk for prinsgemalens patriarkalske familiesyn, mener Lars Hovbakke Sørensen.
»Han bringer nogle andre værdier med sig og et andet syn på, hvilken status mænd og kvinder skal have i forhold til hinanden. Et meget patriarkalsk syn, som han har med sig fra Frankrig og Sydeuropa, hvor man som mand lægger meget vægt på at være familieoverhovedet, hvilket vi jo i Danmark i dag betragter som lidt gammeldags.«
I virkeligheden mener den historikeruddannede kongehusekspert, at der er tale om et kultursammenstød.
»Det er et udtryk for, at der stadig er et kultursammenstød, når det kommer til værdier og familiemønstre. Så selvom vi har et meget internationaliseret samfund, så har vi nogle forskellige nationale værdier og opfattelser af tingene, som ikke er sådan at udrydde. Det viser i virkeligheden, hvorfor det er så svært at lave et forenet Europa, for når det her kan blive et problem, hvordan skal vi så nogensinde kunne blive enige om større ting?«
