Sådan så det ud sidste gang, da prins Henrik 19. februar 2015 åbnede for kongesnakken.

Syv gange tidligere har prins Henrik beklaget sig over, at han ikke er blevet konge, når nu han er gift med en dronning. Nu tager han endnu engang diskussionen op – denne gang i en fransk avis.

Den kendte franske tv-vært og journalist Stéphane Bern har besøgt den 81-årige prins Henrik på Regentparrets vinslot i Cayx og interviewet ham til avisen Le Figaro.

Bern spørger ham blandt andet, om prins Henrik fortsat er plaget af ’den vanskelige situtation’ omkring hans titel.

»Hvorfor kun være prins og Hans Højhed, men ikke Hans Majestæt? Jeg har selv besluttet at kalde mig Prinsgemal for at finde en plads i det danske samfund lige såvel som et formål og en position i mit virke som prins. Det gør mig vred, at jeg bliver udsat for diskrimination. Danmark, der ellers er kendt for at være en ivrig forsvarer af ligestilling mellem kønnene, er åbenbart villige til at betragte ægtemænd som mindre værd end deres koner,« lyder de hårde ord fra prins Henrik.

Det er langt fra første gang, at prins Henrik beklager sig over sin titel. Første gang var i selvbiografien 'Skæbne forpligter' fra 1996.

Siden er det blevet til adskillige udtalelser, og med tiden er hans beklagelser blevet hyppigere. Senest bragte han det ømfindtlige emne på banen over for en række hollandske journalister i februar måned i år. Det skete bare få dage efter, at terrorangrebet i København havde kostet to mennesker livet.

LÆS MEGET MERE OM PRINS HENRIKS VREDESUDBRUD I FREDAGENS UDGAVE AF BT.