KØB PLUS!

Kommentator: Elbæk-fyring kan komme i denne uge

En fyring af kulturministeren på grund af engagementet i gøglerskolen AFUK kan komme allerede i denne uge, vurderer TV2s politiske kommentator. Det kan ske, fordi Elbæk over for både statsministeren og sin partiformand har benægtet at være blevet advaret af embedsmænd.

Kulturminister Uffe Elbæks (R) ministertaburet er ved at falde sammen under ham. Det vurderer TV2s politiske kommentator, Henrik Qvortrup, efter dagens samråd. Her kom det frem, at en embedsmand havde advaret Elbæk mod engagementet på gøglerskolen AFUK efter ministerens mand blev ansat. Et faktum, som Elbæk helt frem til samrådet benægtede, og som hverken statsminister Helle Thorning-Schmidt eller Elbæks partileder Margrethe Vestager derfor har kendt til.

- Lige nu er både Vestager og Thorning begge så forbitrede efter det, der er sket i dag, så han risikerer en fyreseddel allerede i denne uge, siger Henrik Qvortrup til TV2 News.

Han forklarer, at begge de seneste dage er gået langt for at vise støtte til Elbæk i sagen. Derfor har der været pres på ministeren.

- Han har ikke fortalt nogen, at han har fået rådgivning i retning. Det har han benægtet, men han kommer så frem med det i 11. time, siger Qvortrup til TV2 News.

Elbæk afviste efter samrådet, at han har holdt noget skjult.

- Jeg har svaret sobert og ordentligt på de spørgsmål, jeg er blevet stillet. Der er ikke noget, som på den måde er nyt i det her, sagde han efter samrådet.

Han har ikke ønsket at kommentere sagen over for Berlingske Nyhedsbureau tirsdag aften.

Læs også: