’Vacciner er ikke impulskøb’, og ’det hører ikke hjemme der, hvor man køber parfume’. Sådan lyder kritikken fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO), der retter en skarp kritik mod de private vaccinationsfirmaers måde at give influenzavacciner på.

Det kræver blot et lille stik i armen og nogle få minutter af din tid, så er du vaccineret mod influenza, hvis du vælger at tage imod tilbuddet i din lokale Matas-butik, hvor en sygeplejerske giver stikket. Lars Johansen, der er formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, mener dog, at denne praksis er forkert. Sygeplejersken bør ikke alene - uden en læge i nærheden - stikke danskerne i armen.

- Jeg vil ikke selv stå alene med ansvaret, hvis en patient pludselig falder om efter, de har fået vaccinen, siger han.

Danske Lægers Vaccinations Service er uforstående over for kritikken. - Vores sygeplejersker har et såkaldt medicinberedskab med sig, hvis der sker alvorlige bivirkninger, og derfor er det ikke et problem, siger direktør John Madsen.

Føler du dig sløj! Måske er du ramt af "ny" virus!

Matas er et af mange steder, hvor private firmaer tilbyder influenzavaccinen. Lørdag den 11. oktober slog 50 Matas-butikker dørene op og tilbød vaccinen, og det vurderes, at 2.000-2.500 danskere har været forbi og få et stik.

Formanden for PLO, Bruno Melgaard, retter endnu en kritik mod de privat vaccinationsfirmaers metoder:

- Det er kritisabelt, at kroniske patienter skal udlevere oplysninger om sig selv et offentligt sted, og at det er et problem, at vaccinationsoplysningerne ikke kommer direkte ind i journalen.- Det er vigtigt, at folk bliver vaccineret et sted, hvor deres sygdomshistorik er kendt. Det er ren ’bussiness’ for dem (private vaccinationsselskaber, red.), og de slår et lokale op i to timer og lukker ned igen. Man kan godt se det, som omat de gør noget for folkesundheden, men det passer jo ikke, siger Bruno Melgaard.

Direktør John Madsen er uenig:

Jeg kan forstå, hvis PLO vil diskutere, om Matas er den rigtige ramme - men det er et frivilligt tilbud, og føler folk sig ikke tilpas eller ikke kan lide omstændighederne, kan de selvfølgelig vælge at gå til egen læge i stedet. Desuden er det også en forretning for de praktiserende læger selv, siger han.

- Vi mener ikke, det er et problem, at folk skal fortælle om deres sygdomshistorik. Størstedelen af dem, vi vaccinerer i f.eks. Matas, er ældre over 65 år, og dermed vi kræver kun, at de fremviser deres sundhedskort. Konikere beder vi derimod om at medbringe medicin eller på anden vis dokumentere, at de lider af en kronisk sygdom. Det er dog vores erfaring, at de ofte vælger egen læge, siger han.

Hos Matas er de - trods kritikken - stadig trygge ved det private vaccinationsselskabs tilgang til vaccinationerne.

- Vi har hele familien Danmark som kunder, og vi ønsker at støtte op om deres sundhed. Vi får kun positive tilbagemeldinger - folk synes, det er nemmere og mere tilgængeligt, når de ikke først skal bestille tid hos lægen, siger Henrik Johannsen, der er Informations- og miljøchef hos Matas.

I Sundhedsstyrelsen er de ikke bekymrede over forholdene i butikkerne. Tværtimod:

- Der er et perspektiv, der fuldstændig forsvinder, hvis man kun koncentrerer sig om bivirkninger. Og det er, hvor meget vaccinationerne gavner. 1000-2000 danskere dør hvert år som følge af en influenza - vaccinen kan altså redde liv, siger Doris Stevner, overlæge i bivirkningsafdelingen hos Sundhedsstyrelsen.