Det tog mig to timer at vælge et tæppe til min entre. Dels skulle det passe i størrelse, og dels skulle det have den rigtige farve, og så skulle jeg også lige snakke med den søde dame i tæppeforretningen, som fortalte mig, at mænd har en god farvesans - som regel mere dristig end kvinders: ’Hver eneste dag hører jeg en ny kvinde sige til sin mand, at det har han ikke forstand på, og så vælger hun et tæppe, der passer til hendes sofapuder.
Nu havde jeg ikke min mand med, og jeg synes jo heller ikke, jeg undlader at lytte til hans mening, men jeg kunne godt kende det fra nogle af de der udsendelser på tv, hvor man ser hjem fulde af afskallede, hvide møbler og loppefund. Hyggeligt nok, men helt klart indrettet af kvinden i hjemmet. ’Herre i eget hus’ hed det program, hvor konerne blev kylet ud, mens manden og en mandlig designer gik i gang med at finde det maskuline touch frem. Vildt underholdende var det at se de forargede kvinder vende tilbage til deres hjem (og så kunne man også sidde og tænke: Godt det ikke er mig).
Nåh, men jeg gik så fra tæppebutikken over til en møbelforretning, hvor jeg skulle mødes med mine forældre. De var i gang med at finde en kontorstol til min fars værelse. ’Det skal være den der. Den passer også til de andre ting, og den bliver han glad for’, hørte jeg min mor sige til ekspedienten, mens min far stod lidt fåret ved siden af. ’Hvad synes du selv, far?’ spurgte jeg, ihukommende den snak jeg lige havde haft i den anden forretning. ’Nårh jamen, det er sikkert rigtigt nok. Den skal jeg nok blive glad for’.
Det var simpelthen så sjovt. Jeg ved jo godt, de har været gift så længe, at de kender hinandens behov og ønsker, og at de nærmest er groet sammen, men jeg kunne ikke lade være at trække på smilebåndet alligevel.
Men de unge kvinder... måske har de fået lidt for meget plads efterhånden! Jeg havde i hvert fald engang. Når min mand skal beskrive, hvordan han og jeg med tiden er vokset sammen og har påvirket eller forandret hinanden, så lægger han altid ud med at sige: Da jeg mødte Annette, havde hun blomstrede gardiner i hele hytten!
Han har ret. Og det siger noget om, at jeg havde fuld skrue på pige-universet dengang. Min mand har dog krævet sin plads, og jeg tror ikke længere, der er ret meget tilbage fra for tolv år siden. Der har været en flittig udskiftning hele vejen igennem, og det har nok været meget sundt.
Man skal vælge sine kampe med omhu. Det der med at gemme mandens anlæg i et Ilva-skab og finde et møbel, der ser antikt ud til fjernsynet, hvor man så kan placere lysestager og andet nips ved siden af… det duer bare ikke. Stil isenkrammet frem til skue. Lad manden have en mening og prøv så om nogle af de andre møbler kunne komme til at understrege, at her lever både en mand og en kvinde. Indretningen må godt skrige lidt i begyndelsen, til man finder fælles fodslag. Det er bare så sørgeligt, når manden helt forsvinder i sit eget hjem.
Men tilbage til historien om mit tæppe: Jeg kom jo hjem og rullede det ud. Det passede perfekt til sofaen. Syntes jeg. Det syntes min mand til gengæld ikke. Og det var jo rigtig irriterende. For nu havde jeg lige besluttet mig for, at jeg i hvert fald ikke var hende, der styrede vores indkøb til hjemmet (pokkers også). Derfor er min gode gamle sofa nu på vej ud (øv igen) og noget minimalistisk og dyrt metal med højrødt læder på vej ind i maskulinitetens navn. Det gør av!, men jeg tror, det er det, man kalder kompromis.
Ugens brev:
Hvordan genfinder jeg tilliden til kvinder?
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv anonymt til heick@bt.dk.
brev_tag_annette
