I dag fortsætter sagen om en familie med palæstinensiske rødder, der er anklaget for æresvold mod familiens datter, 17-årige N.

Pigens far (47), mor (38), onkel (37) og moster (32) er tiltalt for at have udsat hende for frihedsberøvelse og grov vold 4. marts 2013. Ifølge anklagemyndigheden blev hun udsat for timelang mishandling, fordi hun var blevet kæreste med en dansk dreng.

Den skæbnesvangre dag skulle N. angiveligt være blevet ført ud i sin onkels lejlighed, hvor hun blev bedt om at tage alt tøjet af, hvorefter onklen piskede hende med et læderbælte, mens moderen så på. Undervejs klippede hun håret af datteren.

Til sidst fik N. snøret bæltet så kraftigt om halsen, at det bragte hende i såkaldt 'manifest livsfare'. Mishandlingen stoppede først efter tre timer, da det lykkedes pigen at flygte ud af et badeværelsesvindue

Mandag afhøres først pigens kæreste, BV, som hun mødte på VUC i Lyngby. Senere afhøres BVs mor, LF samt N.'s søster.

BV er veltrænet, har kortklippet lyst hår og er iført en Hugo Boss-trøje, jeans og Nike-sko. Han svarer kortfattet på spørgsmålene, og virker lettere nervøs, fortæller BTs mand i retten.

Om gerningsdagen fortæller BV følgende:

- N. var hos mig fra morgenen af, da vi ellers skulle have været i skole. Da vi skulle have haft fri fra skole, tog N. over til sin kusine L. Derefter svarede hun ikke sin telefon i en lang periode. Pludselig ringer hun og siger 'Min mor ved, at vi var sammen i dag'. Jeg går i panik og lægger på, fortæller BV.

Læs også:  Sag om æresvold: Nu afhøres den 17-åriges kæreste

- Så skriver hun og siger, at hendes mor ved, at vi har været sammen. Jeg spiller dum og svarer, at N. må være syg i hovedet. Jeg spiller dum for at hjælpe N, fortæller BV.

Samme aften får BV en besked fra N. på Facebook. Hun skriver, at jeg skal passe på, fordi de har tortureret hende. BV's mor får angiveligt også et opkald fra en ukendt kvinde, der fortæller, at N. er blevet tortureret.

Det viser sig efterfølgende at være en tilfældig kvinde, som N. søgte tilflugt hos, da hun flygtede fra sin familie. Her forsøgete de angiveligt at kontakte BV, men da denne ikke svarede sin telefon, kontaktede de BV's mor.

Læs også: Familie anklaget for æresvold mod 17-årig: 'Lige nu er hun fyldt med frygt'

- Min mor bliver bange og tør ikke være her mere, så vi kører over til en veninde. Jeg får lov til at tale med N. i telefonen, mens hun sidder hos politiet. Hun fortæller, at hun er blevet slået med bælter, kvalt med bæltet og har fået klippet sit hår af. Hun elskede sit hår, fortæller BV.

Forsvareren sætter spørgsmålstegn ved Facebook-beskeden fra gerningsdagen, som BV henviser til, da politiet ikke har modtaget den. BV mener dog stadig, at den findes på Facebook og finder den frem i en efterfølgende pause.

BV fotæller, at han konverterede til islam, inden han mødte N. og at hans muslimske navn er Elias.

Alle fire tiltalte familiemedlemmer nægter sig skyldige med påstand om, at N. har fundet på det hele.