Den dansk-arabiske coach, foredragsholder og musiker, Simona Abdallah, der selv er brudt ud af en streng muslimsk opvækst, frygter at den 17-årige palæstinensiske pige N aldrig kommer sig over den æreskrænkende vold hendes familie angiveligt har udøvet mod hende.

Simona Abdallah holder foredrag landet over omkring hendes hårde opvækst, hvor trusler og vold var en del af hverdagen. De voldelige overgreb har dog aldrig været så slemme som dem den 17-årige palæstinensiske pige, N, angiveligt er blevet udsat for af sin mor, far, farbror og tante.

Ifølge anklageskriftet blev den 17-årige pige blandet andet holdt indespærret mod sin vilje hos sin onkel, hvor hun blev tvunget til at klæde sig nøgen og pisket med et bælte. Ifølge tiltalen er hun også forsøgt kvalt.

- Denne sag er ekstrem barsk. Det er fuldstændig grotesk og psykopatisk. Det her kommer til at ødelægge hende - formentlig for resten af livet - medmindre hun får professionel hjælp, siger Simone Abdallah om sagen som den fremstår ifølge anklageskriftet.

Stort pres på N

I retten fortalte N's familie skiftevis, at anklagerne mod dem var falske og at 17-årige N talte usandt. Simona Abdallah mener, at presset på N lige nu må være ulideligt.

- Den kvinde er fyldt med frygt lige nu. Det kommer til at gøre ondt, og sidde under huden på hende i lang tid, siger hun og fortsætter:

- Jeg bliver ked af det, vred og forarget, når jeg hører om denne sag. Det er utroligt, at sådan noget stadig finder sted. Jeg synes, det er pisse sejt, at hun står frem. Og det er modigt. Hun har satset alt for at redde sig selv og for at gøre opmærksom på, at det her er helt galt, siger hun.

Giv jeres døtre frihed

Simona Abdallah er selv opvokset i Gellerupparken i Aarhus og har hele livet kæmpet for at få lov til at stå på egne ben. Hun er selv vokset op med, at hendes forældre truede med at slå hende ihjel, for at fylde hende med frygt. I nogle tilfælde tæskede de hende, hvis ikke hun fulgte familiens stramme normer. Hun mener, at den gammeldags opdragelsesmetode, hvor man fylder børnene med frygt, så de ikke stritter imod, en gang for alle skal udryddes.

- Forældrene skal droppe de gamle opdragelsesmetoder. Sæt børnene fri, lad dem stå på egne ben, og lad dem tage ansvar for deres eget liv. Men det kræver, at vi får en debat om, hvordan det er bedst at opdrage sine børn.

Hun sammenligner sin opdragelse med den opdragelse, der var gældende i Danmark for tre generationer siden, hvor det at få tæsk og en røvfuld, var sådan man gjorde. Den eneste forskel er, at araberne går meget mere op i ære.

Simona Abdallah håber, at 17-årige N får den støtte hun får brug for i den kommende tid, som uden tvivl bliver svær for hende.