Skæbnen har igen ramt Robert Hansen hårdt.

Lige nu er den populære 37-årige skuespiller indlagt på Rigshospitalet i København med en hjerneblødning.

LÆS HELE HISTORIEN I BT PLUS HER: Robert Hansen ramt af hjerneblødning: Få hele historien - 'har kun sin nærmeste familie omkring sig'

Her har han ligget siden forrige mandag d. 21. august, hvor han blev ramt af en hjerneblødning i sin lejlighed på Frederiksberg, København.


Skuespilleren er stadig, her ni dage efter, indlagt på Riget i København, hvor lægerne har ham under observation, fortæller den 37-årige skuespillers agent Steen Hassing til BT.

Han betegner det som ’en lille hjerneblødning’ og fortæller til BT, at Robert Hansen forud havde haft smerter i armen noget tid før.

»Robert troede selv, at der var tale om det, man kalder ’en frossen skulder’, og han havde været plaget af smerterne et stykke tid. Men det viste sig at være noget værre,« siger Steen Hassing.

Kan bevæge sig og snakke

På grund af smerterne aflyste Hansen sit engagement i Pejsegårdens show 'Pejsen går i luften' mandag d. 21. august, men samme dag, mens Robert Hansen opholdt sig i sin lejlighed med sin nye kæreste, blev han dårligere, og kæresten ringede straks efter en ambulance, der kørte Robert Hansen til Rigshospitalet.

Her konstaterede lægerne, at det skuespilleren altså troede var en ’frossen skulder’, var en langt alvorligere hjerneblødning.

»Robert skal nu have fred og ro til at komme sig. Han har sin nærmeste familie omkring sig. Det håber vi, at folk vil respektere,« siger Steen Hassing.

»Lægerne siger, at han er i bedring. Han kan bevæge sig, og han kan snakke. Men det er klart, at de (lægerne, red.) er ekstra opmærksome i denne her situation på grund af det, han har haft med hjertet,« siger Hassing med henvisning til at skuespilleren i april 2015 gennemgik en otte timer lang hjerteoperation, efter lægerne havde konstateret, at han havde en livstruende rift i hjertets kranspulsåre.

Robert Hansen fortalte dengang, efterfølgende, at han havde været timer fra at dø.

Det vides endnu ikke, hvornår Robert Hansen kan udskrives fra Rigshospitalet, oplyser Steen Hassing til BT.

LÆS HELE HISTORIEN I BT PLUS HER: Robert Hansen ramt af hjerneblødning: Få hele historien - 'har kun sin nærmeste familie omkring sig'