Anja Andersen har aldrig fået børn. Der er der rent biologiske grunde til. Og det har krævet svære personlige beslutninger.

Det fortæller det danske håndboldikon i sin selvbiografi ’Det er aldrig for sent at blive den man er’, der netop er kommet på banen.

Heri fortæller den i dag 47-årige Anja Andersen, hvordan hun for få år siden fik en barsk besked efter et besøg ved lægen.

»I et års tid har jeg ikke haft menstruation, og min læge sender mig til en undersøgelse, hvor blodprøverne viser, at jeg umiddelbart ikke kan få børn. Muligheden er, at jeg gennemgår en længerevarende hormonbehandling – og der vil stadig ikke være nogen garanti. Det ønsker jeg ikke at udsætte hverken min krop eller psyke for,« skriver Anja Andersen i bogen.

Her fortæller hun efterfølgende om, hvordan beskeden rammer hende hårdt:

»Min læges meddelelse gør mig ked af det. Børn har længe været en drøm. At stå her og ikke kunne få det ønske opfyldt føles som en meget konkret straf for at have prioriteret alt andet end mig selv hele livet,« lyder det.

Hjemme igen fra lægebesøget opsøger hun smerten over ikke at kunne blive mor.

»Mit hjerte beder mig om at give efter. Jeg mærker min smerte. Og alt i mig giver efter. Tårerne begynder at trille ned ad mine kinder. Jeg føler mit tab. Lader følelserne strømme gennem mig. Jeg opdager, at et åbent hjerte, som gør ondt, er bedre end et lukket hjerte, som lider,« skriver Anja Andersen i bogen, hvor hun også fortæller om, hvordan hun som barn grædende droppede håndbold.

Hun beslutter sig for i stedet at undersøge mulighederne for at adoptere eller blive plejemor, for ’der er ingen tvivl i mit sind om, at børn er så vigtig en del af mit liv, at jeg ikke bare kan opgive tanken’.

Men: »Hurtigt kan jeg se, at begge muligheder kræver en enorm dedikation. Det er jeg sådan set klar til at give et barn. Spørgsmålet er, om jeg er klar til den konsekvens, der vil følge med at få mit eget barn: At jeg kan være mindre sammen med mine nevøer.«

For Anja Andersen fortæller i ’Det er aldrig for sent at blive den man er’, at hun har et nært forhold til sin søsters børn, Mathias og Andreas. Dem tilbringer hun meget tid med, og de spiller en stor rolle i hendes liv.

Det gør i virkeligheden valget let for Anja Andersen, for Mathias’ og Andreas’ moster. Hun opgiver ’let’ tankerne om at adoptere eller blive plejemor.

»Som en vigtig voksen person i drengenes liv er jeg ikke i tvivl om, at deres behov vægter højere end mine egne. Og jeg ønsker ikke, at de skal se det som et svigt, at jeg forsvinder i kulissen for at tage mig af pleje- eller adoptivbørn,« skriver Anja Andersen i bogen.

Men hun lukker ikke endegyldigt ned for tankerne om at få sine egne børn.

»At se for mig, hvor meget jeg kan være for Andreas og Mathias, trænger min egen drøm om børn i baggrunden, i hvert fald lige nu,« skriver den tidligere håndboldstjerne i sin bog.

Anja Andersens ’Det er aldrig for sent at blive den man er’ er udgivet på Politikens forlag.