Anja Andersen var både som spiller og træner garant for sejre og medaljer. Men hun var også én, der havde det svært med autoriteter og regler. Og i en årrække var Anja så træt af trænere, der ikke havde forståelse for hendes trang til frihed, at hun stoppede med håndbold og begyndte at spille badminton i stedet for.

Og havde Anjas mor fået sin vilje, var det fortsat sådan.

Det fortæller hun i bogen ’Det er aldrig for sent at blive den man er’, hvor den tidligere håndboldstjerne åbner døren til sin barndom og opvækst, der formede en lille pige, som havde det meget svært med begrænsninger, men som elskede at lege og udforske mulighederne i enhver udfordring.

Anja Andersen fortæller også om professionel storhed og private fald. Om at opdage, at livet ikke handler om at vinde, men om en opgave større end sig selv. Om at vokse. At lukke kærlighed ind. Om tilgivelse. Og om, at alt kan trænes for at blive mester i den vigtigste sport af alle – livet.

Legebarnet og furien fra 90erne er med andre ord blevet voksen og fremprovokerer ikke længere automatisk en ’for’- eller ’imod’-reaktion, når navnet ’Anja Andersen’ bliver nævnt.

BT bringer herunder afsnittet ’Familiens håb’ fra Anja Andersens nye bog, der udkommer både på tryk og som e-bog i morgen.

Familiens håb.

Jeg lærer hurtigt historien at kende fra mine forældre: Bare 10 måneder gammel stopper jeg for første gang en håndboldkamp. Under en af min mors kampe kravler jeg ind på banen, dommeren fløjter, og jeg må ud igen. Senere lærer jeg stregerne at kende. Jeg løber op og ned langs sidelinjen med min egen bold, når en af mine forældre spiller. Den bold er mit yndlingslegetøj, og jeg giver den nødigt fra mig.

Min lillebror, Mark, deler passionen for at lege med en bold. Uanset om vi bor i Allested-Vejle, Assens eller Arden finder vi et grønt område, hvor vi spiller med andre børn. Der er aldrig nogen voksne, som hjælper os. Vi finder selv ud af at danne holdene, spille og klare ærterne, hvis der opstår uenigheder på banen. Drengene er klart i overtal, men selv om jeg er en af de få piger, tager jeg teten.

Jeg glatter ud, hvis der er konflikter, men puster mig også op, hvis nogle er efter andre. Det gør jeg bare uden at tænke videre over det. Jeg har den samme håndboldtræner i både Allested-Vejle og i Assens. Hun får alt det bedste frem i mig. Hun giver spillerne medbestemmelse ved blandt andet at lade os komme med forslag til træningen. Og hun lader os spille forskellige pladser på banen. Vi bevæger os frit. Det giver mig en større forståelse for spillet og en følelse af frihed. Håndbold er ikke bare fastlåste systemer. Det er ikke bare at stå på række. Det er en verden fuld af muligheder, hvor vi alle sammen bliver bedre, hvis vi hjælper hinanden. Den træner er min mor.

Jeg fornemmer tidligt, at jeg skiller mig ud på banen. Ofte bliver jeg mandsopdækket, og jeg kan høre, hvordan de andre forældre snakker. Det lyder, som om det er unfair, at jeg er med. Nogle mistænker mig for at være for gammel til at spille på mit hold. Det er også, som om dommerne begrænser mig. Som syvårig kan jeg ikke sætte en finger på, hvad det er. Men i nogle kampe går jeg rundt med en fornemmelse af, at de har mere fokus på mig end på de andre.

Jeg forstår det ikke. Jeg spiller bare. Vinkler afleveringer og mål ind, som jeg har gået og trænet for mig selv. 'Det er uretfærdigt!' råber jeg tvært, når en dom går imod mig, og bliver dysset ned.

Nogle gange er der flere af modstandernes spillere, som har fået til opgave at holde mig ude af spillet. Men på mit hold skaber vi modtræk. Vi finder ud af, at mandsopdækningen er en fordel, fordi det skaber mere plads til de andre. Vi træner og finder på flydende løbemønstre og afleveringskombinationer. Jeg kan bedre spille mine medspillere fri, når de hjælper mig fri. Vi har brug for hinanden, lærer vi af min mor. Hun har nogle faste vendinger, som grundlægger nogle dyder i mig:

»Styr spillet. Lad ikke spillet styre dig.«

Og når vi er bagud, siger hun:

»Det er nu, det er sjovt.«

Jeg fanger instinktivt, hvad hun mener: Vi skal hele tiden være parate til at omstille os. Når vi er bagud, står vi over for den virkelige udfordring. Vi skal finde på noget nyt. Og det skal gå stærkt. For den måde, vi begyndte kampen på, fungerer tydeligvis ikke. I de situationer er jeg i mit es. Min fantasi arbejder, leder efter huller, løsninger, alternativer. Jeg tager styringen af spillet og begynder at improvisere. Jeg må klare ærterne. På den måde finder jeg endnu flere vinkler og metoder. Bygger på og bygger på.

Samtidig ser jeg, hvor disciplineret min mor er på sin egen måde. Hun er stille, men stærk. Hver dag står hun op som den første og går i seng som den sidste. Om dagen er der mange ting i hallen, som skal ordnes. Cafeteriet er åbent fra om eftermiddagen til sent om aftenen. I weekenderne er der altid aktiviteter. Mine forældre arbejder i døgndrift hele ugen. Aldrig beklager hun sig, selv om hun er dødtræt.

»Ingen kommer og løser problemerne for dig. Dem må du selv klare,« siger hun.

»Der er et lyspunkt i ethvert vanskeligt øjeblik,« siger hun.

Begge mine forældre synes, at livet er en kamp, og at du kun bliver til noget, hvis du knokler. Du får intet foræret. Min mor smiler, mens hun knokler. Hendes entusiasme smitter af på mig, og jeg elsker tanken om, at hårdt arbejde fører belønninger med sig. Men jeg tænker også, at jeg ikke kan tillade mig at sløse, for min mor har det hårdere end mig og er vokset op under dårligere kår end mig. Så jeg har bare at have styr på tingene. Klare mig selv.

Som 10-årig i Arden mister jeg min mor som træner. For første gang oplever jeg, hvor forskelligt trænere tænker og opfører sig. Nu er det slut med den frihed, min mor har opflasket mig med. Træneren, også en kvinde, hakker på mig, fordi jeg ikke gør præcis, hvad hun siger. Det er regler, regler og regler. Det forstyrrer mine tanker, at jeg hele tiden skal huske alle reglerne. Og jeg forsøger kun at huske reglerne for at undgå skældud. Ikke fordi det gør mig bedre.

Vi vinder ret meget, men forældrene til mine holdkammerater synes, at jeg spiller for mig selv. Min træner er enig. Flere regler kommer oveni. Resultatet er, at jeg ikke føler mig god nok. Jeg bliver anspændt og hidsig. Går nogle dage grædende fra træning, fordi de voksne, trænere som forældre, har travlt med at rette på mig.

Taber vi, er det også ubærligt for mig. En dag forlader jeg træningen, fordi jeg ikke længere kan holde det ud. Det er ikke sjovt længere. Jeg vælger at stoppe. Mine forældre gør ikke noget stort nummer ud af det. I stedet begynder jeg at spille badminton. Jeg bliver meldt ind i Triton i Aalborg og kan spille, uden at verden går under, hvis jeg taber. Der er ingen træner, der råber ad mig. Ingen, der fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Og min far har ikke en masse holdninger til badminton, han hele tiden pådutter mig. Al fritid lægger jeg her, og jeg bliver god.

Som 13-årig træner jeg sammen med seniorspillerne fra de øvre divisioner og spiller kampe i Jyllandsserien. Jeg når DM-kvartfinalen, hvor jeg taber til Lisbeth Stuer-Lauridsen. Men der mangler et eller andet i badminton. Den sidste grad af passion. Jeg føler mig til tider ensom på den store badmintonbane. Ligesom det er ensomt at rejse rundt til alle turneringerne alene. Derfor begynder jeg at knytte mig til modstanderne. Ser min modstander trist ud under en kamp, fordi hun er bagud, lader jeg hende vinde et sæt. Når jeg står efter kampen og har vundet, bliver jeg ked af at se min modstander hænge med hovedet. Jeg bryder mig ikke om nederlag, men i det øjeblik bryder jeg mig heller ikke om sejr.

Jeg kan ikke genkende følelsen fra håndbold. Så vores modstandere triste ud efter et nederlag, var jeg okay. Der spillede jeg for andre, mine holdkammerater, min familie. Jeg føler mig fanget. Mellem badminton, hvor jeg er mere rolig, og håndbold, hvor jeg kan komme helt ud af balance, men også opleve en samhørighed med noget, der er større end mig selv. Med bolden, med holdet, med min familie. Et kick.

Jeg ville ønske, jeg kunne spørge nogen, hvad det hele betyder, men det kan jeg ikke. Ydre omstændigheder får mig tilbage på håndboldbanen som 13-årig. Klubben i Arden skifter formand, og min mor bliver spurgt, om hun vil være træner. Min mor takker ja, og jeg begynder igen. Det viser sig hurtigt, at jeg ikke længere kan nå både håndbold og badminton. Jeg spørger mine forældre, hvad de synes, jeg skal vælge. Min mor siger badminton.

»Der er færre konflikter med andre,« siger hun.

Hun kan se, at jeg lider. Hvor svært jeg har ved at falde til på et hold, fordi jeg har så store forventninger til mig selv og andre. Og fordi jeg bliver presset udefra af træneren og andres forældre.

Min far siger håndbold.

Min far har en mærkelig måde at sige ting på, synes jeg. Han siger, at kvinder ikke kan spille håndbold. Og når jeg så spørger ham, hvad jeg skal vælge, siger han håndbold. Det må være hans måde at sige, at jeg skal spille håndbold og være den bedste i verden, tænker jeg. Han forvirrer mig, men gør det min far glad, at jeg spiller håndbold, så spiller jeg håndbold.