Der er blevet et ledigt sæde mindre hos Renault.

Fredag meddeler Kevin Magnussens team, at man har skrevet kontrakt med tyske Nico Hülkenberg. Den 29-årige racerkørers holdskifte fra Force India har siden mandag været brandvarmt på rygtebørsen, og nu er det så officielt.

Renaults øverste motorsportschef, Jerome Stoll kalder 2017 på 'næste skridt på vores rejse'. Holdet er kun knap et år inden i sit comeback til Formel 1, efter man har overtaget det tidligere Lotus-hold. her har Kevin Magnussen og Jolyon Palmer udgjort kørersammensætning i debutsæsonen.

»Denne sæson har handlet om at bygge et fundament op til fremtidige succesoplevelser. Til næste skrive har vi brug for en erfaren kører, der stadig er sulten efter at komme på podiet,« siger Jerome Stoll til Renaults hjemmeside:

»Han er en særdeles talentfuld, dedidkeret og motiveret kører.«

Udmeldingen fra Renault kommer på dagen, hvor teamets option på/forhåndsret til 24-årige Kevin Magnussen udløber. Nu skal der bygges på, lyder det fra Renault.

»Nico vil gøre det muligt for os at udnytte alt det hårde arbejde, som er blevet udført i denne sæson og bruge det til at skabe bedre resultater på banen i 2017 og herefter. Vi glæder os til at se ham i vores nye 2017-racer,« siger Jerome Stoll.

Renault skriver ikke noget om længden på kontrakten, men flere medier har i de seneste dage skrevet om en toårig kontrakt med en option på et tredje år.

I hvert fald er den tyske Formel 1-kører 'meget glad' for sin nye arbejdsgiver. Og han sender en hyldes til Michael Schumacher.

»Det har altid været min drøm at arbejde med et fabrikshold. Renault har altid været en stor spiller i motorsport, og giver grobund for gode minder. Hos Renault gjorde Michael Schumacher ikke kun Tyskland til en Formel 1-nation, han tændte også min entusiasme og gnist over for motorsport,« siger Nico Hülkenberg til sit kommende holds hjemmeside. Læs her, hvor meget tyskeren kan se frem til at få i løn hos Renault

Han lover dog at gøre sit arbejde hos sit nuværende hold færdig.

»I sæsonens sidste løb vil jeg give mit bedste for Force India, så vi kan blive nummer fire i konstruktørernes mesterskab. Det vil være en stor præstation af hele Force India-holdet, og den største succesoplevese i holdets historie. Det vil også være en storartet måde at slutte en god tid på. Jeg er taknemmelig over, at Force India vil give mig denne chance,« siger Nico Hülkenberg, der har fået ophævet sin kontrakt for 2017.