Renault åbner godt op for pengeposen for at sikre sig Nico Hülkenberg.

Bild skriver, at den tyske Formel 1-kører kan se frem til mindst 121 millioner kroner for den treårige kontrakt, som han ifølge flere medier skulle have underskrevet med Kevin Magnussens hold.

Det er i øvrigt milevidt fra den løn, som Kevin Magnussen har fået for sin indsats i år.

Formel 1-lønningerne ligger ikke offentligt til skue, men flere medier har i løbet af denne sæson vurderet Kevin Magnussen til at få i omegnen af seks millioner kroner for 2016-indsaten. Det samme skulle i øvrigt Renault-makker Jolyon Palmer få.

Nico Hülkenberg får altså seks-syv gange så meget i årsløn i sin kotnrakt med Renault.

Tyskerens lønpakke fordeler sig på følgende måde:

  • Første år: 33,7 millioner kroner (5 millioner dollar).
  • Andet år: 40,5 millioner kroner (6 millioner dollar).
  • Evt. tredje år: 47,2 millioner kroner (7 millioner dollar).
  • I alt: 121,4 millioner kroner (18 millioner dollar).

Ifølge Bild skulle der i Nico Hülkenbergs kontrakt desuden være indbygget en bonusordning, som i tilfælde af opnåelse af podie- og point-placeringer kan udløse yderligere 13,5 millioner kroner.

De spekulationer har den tyske kører i øvrigt selv bemærket og har viderebragt på Twitter på humoristisk vis:

I forvejen har Nico Hülkenberg fået knap 30 millioner kroner om året hos Force India, men trods lønhoppet er der stadig langt op til Formel 1s lønførende kører Sebastian Vettel. Han får knap 350 millioner kroner om året.

Renault har endnu ikke meldt ud, at man har skrevet kontrakt med den tyske racerkører.

Men tyskerens nuværende hold, Force India, har fredag formiddag meldt ud, at Nico Hülkenberg siger farvel efter denne sæson.

Holdet skriver på sin hjemmeside, at han ’forlader holdet efter denne sæson for at afsøge nye muligheder i Formel 1’. Dermed har han kun fire løb tilbage som Force India-kører.

»Han er en enestående kører, som har scoret flere point end nogen anden. Mens vi på den ene side vil savne Nico, har vi respekt for hans beslutning om at prøve noget nyt, og det ville være forkert at stå i vejen for ham,« siger Force India-teamchef Vijay Mallya til holdets hjemmeside.

Selv om Nico Hülkenberg altså mere og mere ligner en Renault-kører for den kommende sæson, er der endnu ingen afklaring på, hem der skal sidde i det andet sæde hos det franske team. Her er Kevin Magnussen stadig en af kandidaterne.